Stabler 15 migranter i en Audi Q7
Men politiet kunne se, at noget var galt
En 43-årig syrer med bopæl i Sverige blev torsdag aften stoppet af politiet i den tyske by Görlitz, der grænser op til Polen.
Manden kørte i en mørk Audi Q7 med tonede ruder og slovakiske nummerplader, der netop havde kørt ind i Tyskland fra den polske by Zgorzelec.
Da Audien passerede en patruljevogn, var det tydeligt for betjentene, at der var lidt for mange mennesker inde i den ellers rummelige Audi.
15 passagerer
Og da bilen blev standset blev betjentene mødt af et syn, der er svært at beskrive.
På passagersædet sad to voksne mænd og en otteårig dreng.
På bagsædet sad seks voksne mænd.
I bagagerummet sad/lå fem voksne mænd og en 15-årig dreng.
Tilbageholdt
Ingen af de 15 passagerer brugte i øvrigt sikkerhedssele.
Den 43-årige er indtil videre tilbageholdt af politiet.
I en første kommentar sagde han, at han havde mødt de 15 på ferie i Slovakiet og indvilget i at give dem et lift, da han skulle retur til Sverige.
De 15 mænd og drenge fra Syrien og Egypten er overdraget til de tyske migrant- og flygtningemyndigheder.