Som en af de første: Paven mister det

Twitter-brugere skal nu betale for at blive verificeret - og det gælder skam også pave Frans

Offentliggjort Sidst opdateret

Twitter-ejer Elon Musks planer om at fjerne det blå flueben fra profiler, som hidtil gratis har været markeret med det karakteristiske verifikationsmærke på det sociale medie Twitter, er trådt i kraft.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Fremover vil mærket kun fremgå af profiler, som har betalt for det.

En af de første, der har mistet verifikationsmærket fra sin profil, er den katolske kirkes overhoved, pave Frans. På Twitter hedder han @Pontifex.

System for "herrefolk og bønder"

I november introducerede Twitter ordningen, hvor man mod betaling af otte dollar - cirka 60 kroner - om måneden kan få et mærke, der indikerer, at det sociale medie har verificeret ens identitet.

Tidligere var det muligt at få det blå flueben gratis.

Det er dog først nu, at de profiler, der ikke har betalt for verifikationsmærket, har mistet det.

Elon Musk blev ejer af og direktør for Twitter i oktober sidste år. Dengang beskrev han ifølge AFP den eksisterende verifikationsordning som et system for "herrefolk og bønder".

Det koster det blå flueben 

Det var i høj grad kendisser, journalister og politikere, der ved hjælp af det blå mærke kunne skille sig ud fra mængden på det sociale medie.

Ved at gøre det blå flueben tilgængeligt for enhver, der er villig til at betale otte dollar om måneden for det, ville Elon Musk "demokratisere journalistikken og give magt til folkets stemme".

Ordningen har fået navnet "Twitter Blue".

Disse har også mistet det 

Foruden pave Frans har blandt andre den amerikanske sangerinde Selena Gomez og Harry Potter-forfatter J.K. Rowling mistet det blå fluemærke.

Forfatter Stephen King har til gengæld stadig verifikationsmærket på sin profil, selv om han efter eget udsagn ikke har betalt for det.

- Min Twitter-konto siger, at jeg abonnerer på Twitter Blue. Det gør jeg ikke, skriver den amerikanske forfatter på det sociale medie.

Mens pave Frans har mistet sit blå flueben, kan en anden religiøs leder fortsat bryste sig af mærket.

TWITTER

Twitter er et socialt netværk og mikro-blogging-værktøj, der giver brugerne mulighed for at sende og læse statusbeskeder – også kendt som tweets. Det særlige kendetegn ved Twitter er, at statusbeskederne er begrænset til oprindeligt 140 tegn, men i 2017 udvidet til op til 280, der dog kan udvides med vedhæftede billeder, videoer og links. Det betyder, at Twitter ofte har været brugt til korte, hurtige opdateringer og diskussioner.

Kilde: Wikipedia

Dalai Lamas Twitter-profil er således stadig verificeret.

Det blå flueben, der hidtil har været på pave Frans' Twitter-profil, er blevet fjernet. (Arkivfoto).
Det blå flueben, der hidtil har været på pave Frans' Twitter-profil, er blevet fjernet. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS