Soldat sad i eksploderet Tesla
Ifølge FBI var eksplosion af Tesla i Las Vegas en isoleret hændelse. Nu er der sat navn på personen, der døde
Personen, som sad i den Tesla Cybertruck, der eksploderede foran et Donald Trump-hotel i Las Vegas i den amerikanske delstat Nevada onsdag, var soldat i den amerikanske hær.
Det siger tre unavngivne amerikanske embedsmænd til nyhedsbureauet AP.
Manden hed Matthew Livelsberger, oplyser to unavngivne politikilder til nyhedsbureauet. The Wall Street Journal skriver det samme som AP.
Isoleret hændelse
Én person, altså Livelsberger, mistede livet, og syv blev såret i eksplosionen.
Det amerikanske forbundspoliti, FBI, vurderer, at eksplosionen var en isoleret hændelse.
Det oplyste Jeremy Schwartz, der er fungerende specialagent i FBI med ansvar for Las Vegas-kontoret, til CNN tidligere torsdag dansk tid.
Tesla-bilen var ifølge kilder i politiet lejet gennem biludlejningsfirmaet Turo. Det har flere amerikanske medier skrevet.
15 dræbt
Det samme var en bil, der kørte ind i en menneskemængde i New Orleans natten til onsdag 1. januar, hvor 15 personer blev dræbt.
Her blev føreren - Shamsud-Din Bahar Jabbar - skudt og dræbt af politiet.
Det er "tilfældigt", at bilerne er lejet gennem samme firma. Det har Kevin McMahill, der er sherif i Las Vegas, udtalt på et pressemøde.
Myndighederne efterforsker fortsat sagen.
Begge på Fort Bragg
Tidligere natten til torsdag lød det fra USA's præsident, Joe Biden, at man efterforskede, om de to hændelser kunne hænge sammen.
Ifølge AP har Livelsberger tilbragt tid på basen Fort Bragg i North Carolina.
Det samme er tilfældet med Shamsud-Din Bahar Jabbar.
AP skriver dog, at Livelsberger og Shamsud-Din Bahar Jabbar ikke har været på basen på samme tid.