Slår hårdt igen mod demonstranter

10.000 italienere demonstrerer i Rom mod reglerne for at bruge coronapas

Det er kommet til sammenstød mellem politi og demonstranter i Rom. Første fire afsnit er nye.
Det er kommet til sammenstød mellem politi og demonstranter i Rom. Første fire afsnit er nye.
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet har taget vandkanoner i brug i Rom, hvor omkring 10.000 italienere har samlet sig for at demonstrere mod regeringens regler for brug af coronapas.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Politiet siger, at vandkanonerne blev taget i brug, da nogle hundrede demonstranter forsøgte at nå frem til premierministerens kontor.

Italienske medier skriver, at ekstremt højreorienterede grupper har sluttet sig til demonstranterne.

Hjem uden løn

Siden august har der været regler om, at man skal have coronapas for at komme ind på museer, sportsbegivenheder og restauranter.

Reglerne udvides til alle arbejdspladser den 15. oktober. Har man ikke et vaccinepas, kan man blive sendt hjem fra sit job uden løn.

For at få et coronapas skal man enten være vaccineret, have haft coronavirus eller fremvise en frisk og ren test.

Reglerne er allerede gældende i sundhedssektoren.

"Vaccine-pligt"

Pensionisten Maria Ballarin er blandt demonstranterne, og hun er vred.

- Kriminel og kujonagtig afpresning, kalder hun regeringens krav om et coronapas.

Hun siger, at da regeringen ikke gør det til et krav, at man skal vaccineres, tvinger den arbejdere til selv at tage ansvaret for en vaccine og selv stå med eventuelle konsekvenser.

- Indirekte gør de det til en pligt at blive vaccineret for at have et arbejde, siger hun.

-Det er absurd

Cosimo, en anden demonstrant, fortæller, at han og hans kone begge er sygeplejersker. 

De er ikke vaccineret. De har allergiproblemer og er blevet undtaget for vaccine af deres familielæge.

- Men vi blev sendt hjem for to måneder siden, siger han og tilføjer, at de ikke har fået løn.

Stefano, også en demonstrant, er ikke vaccineret og siger, at han bliver nødt til at lade sig teste. Det koster penge.

- Jeg må betale for at gå på arbejde. Det er absurd.

Sådan virker en vaccine

Vores immunsystem er konstant på vagt overfor skadelige bakterier og virusser. Millioner af hvide blodceller holder hver især øje med specifikke infektioner.

Når en immuncelle møder sit mål, formerer den sig og sender en masse proteiner, kaldet antistoffer afsted for at rydde op. Når infektionen er bekæmpet, bliver såkaldte “huske-celler” tilbage i kroppen, som er klar til at forberede et hurtigt angreb, hvis bakterierne vender tilbage igen.

Det er sådan vi udvikler immunitet. Og det er derfor vi ikke bliver smittet af den samme virus flere gange.

Men selvom vores krop er super effektiv, så kan nogle superfarlige bakterier få ram på os, før vores immunsystem har haft tid til at gøre tropperne klar til kamp. Det gælder især for små børn, fordi deres immunsystemer endnu ikke er færdiguddannde.

Derfor er det heldigt, at vi har vacciner, der lavet af små eller svage udgaver af virusser eller bakterier. De lader vores immunsystem se, hvordan fjenden ser ud og danne de vigtige huske-celler. Når vi så møder den farlige udgave kan immunforsvaret genkende sygdommen med det samme og bekæmpe den, inden den når at få fodfæste.

Kilde: Videnskab.dk

Powered by Labrador CMS