Skruer op for krigen i Ukraine
Forsvarsminister Sjojgu har for anden gang været i Ukraine for at inspicere Ruslands militære indsats
Russiske militære enheder i alle dele af Ukraine har fået ordre til at "øge indsatsen" for at forhindre angreb i det østlige Ukraine og andre dele af landet, der er kontrolleret af Rusland.
Ordren er kommet fra Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu. Det meddeler det russiske forsvarsministerium lørdag ifølge nyhedsbureauerne Reuters og dpa.
Vil undgå angreb
En øget russisk indsats skal "udelukke Kyiv-regimets mulighed for at rette massive raket- og artilleriangreb mod civil infrastruktur og indbyggere i bebyggelser i Donbas og andre regioner", hedder det i meddelelsen.
Begge parter i krigen beskylder hinanden for at have skudt mod civile i området.
Sjojgu har lørdag været på besøg hos russiske enheder for at se, hvordan den russiske militærindsats skrider frem. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
Invaderet i fem måneder
Det er anden gang, at han inspicerer indsatsen på nært hold. Første gang var i slutningen af juni, skriver dpa.
Det er knap fem måneder siden, at Rusland i de tidlige morgentimer den 24. februar invaderede sit naboland.
Fokus i øst
Efter fejlslagne forsøg på at tage kontrol med nordlige dele af Ukraine har de russiske styrker på det seneste koncentreret sig om det østlige Ukraine.
Ved hjælp af massive artilleriangreb har Rusland langsomt gjort landvindinger i Donbas, der blandt andet omfatter den symbolsk vigtige Luhansk-region.