Sjældent syn fanget på video
Kameraer fangede det helt særlige syn i regnskoven. Danmark har angivelig bidraget
Det er ikke hver dag det lykkes at få så gode billeder. Men i december havde WWF heldet med sig. På en særlig video toner fire tigere frem i den thailandske regnskov.
Der er kun omkring 170 tigere tilbage i hele Thailand. Derfor giver en ny video håb om, at bevaringsarbejdet virker.
Mor og unger
På videoen ses fire vilde tigere - en mor med sine tre unger.
Det skriver WWF Verdensnaturfonden i en pressemeddelelse.
- Optagelser som disse er ekstremt sjældne. Faktisk kan jeg ikke mindes, at jeg har set noget lignende, fordi der er så få tigere tilbage i Thailand - og endnu færre ude i den vilde natur. Derfor er det en glædelig nyhed, der vidner om, at arbejdet med at bevare tigeren i Thailand bærer frugt - takket være en koordineret indsats fra flere forskellige lande, heriblandt Danmark, siger Mette Boye, miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden.
Lav og stabil
WWF betragter tigerbestanden i Thailand som "lav" men "stabil", hvilket gør dem sårbare over for krybskytteri og mangel på byttedyr.
Landets tigere yngler kun to steder - i naturområdet Western Forest Complex i den vestlige del af landet nær grænsen til Myanmar og i Dong Phayayen-Khao Yai Forest Complex i den østlige del af landet tæt ved grænsen til Cambodia.
Minder om kronhjorte
WWF-Thailand samarbejder med Department of National Parks (DNP) om at beskytte landets tigere med fokus på overvågning, patruljering, uddannelse, bedre levesteder og flere byttedyr.
Netop byttedyr er i fokus for at hjælpe tigerbestanden. Derfor udsatte WWF-Thailand i 2022 over 40 sambarhjorte i nationalparken Mae Wong.
Sambarhjorte, der minder om vores hjemlige kronhjorte, er ideelle byttedyr for tigere i Thailand, men mange steder er hjortebestandene ikke store nok.