Sigtes for dobbeltdrab på to mænd

Drabsofre var i et forhold sammen. Dele af deres lig blev fundet i to kufferter i den engelske by Bristol

Offentliggjort Sidst opdateret

Dobbeltdrab i Bristol

34-årige Yostin Andres Mosquera sigtes for drabene på Albert Alfonso og Paul Longworth, hvis ligdele blev fundet i kufferter.

Ofrene, der var i et forhold, boede sammen i Shepherd's Bush, hvor også den formodede gerningsmand kortvarigt boede.

Drabene blev først betragtet som en hadforbrydelse, men indtil videre peger beviserne ikke på et homofobisk motiv.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Britisk politi har mandag sigtet en mand for to drab, efter at flere ligdele i sidste uge blev fundet i to kufferter i Bristol i det sydvestlige England.

Det oplyser Metropolitan Police i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

34-årige Yostin Andres Mosquera sigtes for at have dræbt 62-årige Albert Alfonso og 71-årige Paul Longworth.

De to ofre var i et forhold og boede sammen i en lejlighed i London-forstaden Shepherd's Bush.

Her boede den formodede gerningsmand også i en kort periode, oplyser Metropolitan Police.

- Jeg ved, at denne frygtelige hændelse vil være anledning til bekymring - ikke kun blandt borgerne i Shepherd's Bush, men også i det bredere LGBTQ+-miljø i London, siger vicepolitikommissær Andy Valentine i udtalelsen.

- Jeg håber, at det vil give en vis ro, at mens efterforskningen stadig er i gang og er på et relativt tidligt stadie, leder vi ikke aktuelt efter andre (mistænkte, red.) i relation til de to drab, lyder det videre.

Anmeldelse om mistænkelig adfærd

De to kufferter med ligdele blev fundet sent onsdag aften i sidste uge.

Forinden havde politiet modtaget en anmeldelse om, at en mand med en kuffert opførte sig mistænkeligt på Clifton Suspension Bridge i Bristol.

Da politiet nåede frem til broen, fandt betjentene to kufferter med ligdele, men manden var væk.

Siden har politiet også fundet ligdele i lejligheden, hvor ofrene boede.

Hadforbrydelse

Dobbeltdrabet blev i første omgang kategoriseret som en hadforbrydelse. 

Dog peger de beviser, der indtil videre er indsamlet, ikke på, at drabene bygger på et homofobisk motiv, oplyser politiet.

Den 34-årige formodede gerningsmand blev anholdt lørdag.

Han bliver stillet for en dommer ved magistratdomstolen i Wimbledon i London senere mandag.

Powered by Labrador CMS