Sidste overlevende fra Apollo 7-missionen er død
Walter Cunningham, som var den sidste overlevende fra Apollo 7-missionen, er død i en alder af 90 år
Walter Cunningham, den hidtil sidste overlevende af de tre besætningsmedlemmer på den første succesfulde bemandede Apollo-rejse til rummet, Apollo 7, har taget sine sidste åndedrag i en alder af 90 år.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det amerikanske rumfartsagentur Nasa, som stod bag Apollo-missionerne, har bekræftet Cunninghams død i en pressemeddelelse.
Døde af skader efter fald
- Walt (kælenavn, red.) Cunningham var en jagerpilot, fysiker og iværksætter - men frem for alt andet var han opdagelsesrejsende, skriver Nasa.
Det amerikanske medie ABC News skriver, at han døde i den amerikanske by Houston i delstaten Texas. Ifølge det amerikanske public service-medie NPR døde han af skader, han havde pådraget sig, i forbindelse med at han var faldet.
Fjollede rundt
Walter Cunningham var en af de tre astronauter, som 11. oktober 1968 gik om bord på Apollo 7-rumfærgen og tilbragte 11 dage i kredsløb om Jorden.
Undervejs sendte de videomateriale, hvor de fjollede rundt i rumraketten, holdte spøjse skilte i vejret og lærte fra sig om rumfart.
Videoer fra rejsen rundt om Jorden med Cunningham og co. endte desuden med at skaffe dem en Emmy, som er en af de største priser, man kan vinde for en tv-produktion.
En af de vigtigste
Missionen anses for at være en af de vigtigste forgængere for den første månelanding.
Den fandt sted, mindre end et år inden Cunninghams kollega Neil Armstrong blev den første mand på månen.
Walter Cunninghams familie har udtalt sig om tabet af den gamle astronaut i Nasas pressemeddelelse.
- Vi vil gerne benytte muligheden til at udtrykke vores umådelige stolthed over det liv, som han førte, og vores dybeste taknemmelighed for den mand, som han var: En patriot, en opdagelsesrejsende, en pilot, en astronaut, en ægtemand, en bror og en far.
Var jagerpilot
- Verden har mistet endnu en sand helt, og vi kommer til at savne ham meget, skriver familien.
Walter Cunningham startede sin karriere i det amerikanske søværn, hvor han fløj som jagerpilot i Koreakrigen i starten af 1950'erne. I 1963 blev han valgt som astronaut for Nasa.
Før sin rejse med Apollo 7 var han en del af Apollo 2-missionen, som blev aflyst. Han var også suppleant på Apollo 1-missionen.
I årene efter arbejdede han som leder og investor i en række private selskaber. Han har også udgivet en bog, "The All-American Boys", om sin tid i Nasa.