Sender kampvogne til Polen
De amerikansk producerede Abrams-kampvogne, som USA vil sende til Ukraine, ankommer til Polen til foråret
Polen modtager de første Abrams-kampvogne til foråret.
Det siger landets forsvarsminister, Mariusz Blaszczak, torsdag.
- I dette forår vil vi modtage de første Abrams-kampvogne, som vil blive anvendt af den polske hær, siger han ifølge Reuters.
Abrams-kampvognene kommer fra USA.
Blaszczak henviser ikke umiddelbart til det amerikanske løfte om, at det vil sende 31 Abrams-kampvogne til Ukraine. Det fortalte præsident Joe Biden om på et pressemøde onsdag.
Sender ukendt antal
Polen, som sammen med USA er medlem af den vestlige forsvarsalliance Nato, bliver hyppigt brugt som transitland for både nødhjælps- og våbenleverancer fra Vesten til Ukraine.
Det er således ikke oplyst, om de amerikanske kampvogne til Polen i sidste ende er tiltænkt Ukraine.
Polen har givet løfte om at sende et foreløbigt ukendt antal af de tyskfremstillede Leopard 2-kampvogne til Ukraine. Det kan efterlade et hul i den polske hærs militære beredskab.
Vil lancere offensiv
Leopard 2 er på grund af sin effektivitet fast bestanddel i de fleste NATO-landes hære.
USA har ladet forstå, at Ukraine tidligst kan vente at modtage Abrams-kampvogne til efteråret.
Ukraine forbereder sig i øjeblikket på, at Rusland vil lancere en større offensiv i løbet af året. Det er en af grundene til, at landet har efterspurgt mere militært udstyr fra Vesten.
Flere lande klar
Der er åbnet op for, at en række Nato-lande kan levere Leopard 2. Det er sket, efter den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, tirsdag vendte rundt og sagde, at Tyskland selv vil levere 14 af de eftertragtede kampvogne til Ukraine.
Polen, Finland og Norge er blandt de lande, der har meldt sig klar til at donere nogle af de tyskfremstillede Leopard 2 til Ukraine.
Det har de ikke været i stand til, uden at den tyske regering ville sige god for det.