Savnes efter storbrand

16 personer er kommet lettere til skade ved en brand i vandland i Göteborg

Offentliggjort Sidst opdateret

Brand i Lisebergs nye vandland

En kraftig brand brød ud i Lisebergs nye vandland Oceana i Göteborg, hvor en mand er savnet.

16 personer med lettere skader blev behandlet på Sahlgrenska universitetshospitalet efter branden.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En mand er savnet, efter at der mandag formiddag udbrød en kraftig brand i den svenske forlystelsespark Lisebergs nye vandland i Göteborg.

Der er tale om en person, der arbejdede på det store projekt, meddeler Liseberg ifølge nyhedsbureauet TT.

Ikke fundet ham

- I løbet af dagen har flere personer selv opsøgt skadestuen, så derfor har det været uklart. Men efter at have kontrolleret med skadestuen, har vi ikke fundet ham, siger en talsmand for politiet til TT.

En kraftig brand har mandag raseret store dele af det nye vandland, Oceana, i forlystelsesparken Liseberg i Göteborg.

Siden branden opstod mandag formiddag, er 16 tilskadekomne frivilligt taget til universitetshospitalet Sahlgrenska for at modtage behandling.

Det skriver TT.

Ikke oplyst

De 16 personer har alle fået lettere skader og har kunnet forlade hospitalet igen.

Det er ikke oplyst, om det drejer sig om redningspersonale, ansatte ved Liseberg eller ved det byggeprojekt, der er i gang i forlystelsesparken.

Ifølge svensk beredskab gik der ild i en vandrutsjebane.

- Det er en større brand. Dele af en rutsjebane fløj hen over området. Nu kan man næsten ikke se bygningen bag al røgen, sagde Björn van der Kaay, alarmoperatør ved Göteborgs redningstjeneste, til Aftonbladet.

Skulle snart åbne

Vandlandet Oceana, som vandrutsjebanen er en del af, er ved at blive bygget og skulle efter planen åbne til sommer. Det er endnu ikke meddelt, om åbningen nu må udskydes.

Det store badeland skulle ifølge tidligere oplysninger fra Liseberg koste 1,2 milliarder svenske kroner at bygge. Det svarer til knap 800 millioner danske kroner.

Ifølge SVT kunne røgsøjler ses over hele Göteborg.

Det var i første omgang usikkert, hvorvidt nogen opholdt sig i bygningen, da den brød i brand.

Men røgdykkere var inde i bygningen for at sikre, at alle personer var kommet ud, lyder det.

Store rutchebaner

Mårten Westlund, kommunikationschef hos Liseberg, siger til Aftonbladet, at der gik ild i den sydlige del af forlystelsesparken, hvor der er fire store vandrutsjebaner.

Kort efter klokken 11 udsendte det lokale beredskab en meddelelse, hvori alle i området opfordres til at gå indendørs og lukke døre og vinduer.

Selve anmeldelsen om branden skete lidt efter klokken 10.

For tidligt

Talsmand i politiet August Brandt sagde tidligere mandag til SVT, at det stadig er for tidligt at sige noget om omfanget af skader, og hvorvidt der ligger noget kriminelt bag.

Mandag eftermiddag var der stadig 30 til 40 brandfolk på stedet, hvor de deltog i slukningsarbejdet.

Brandvæsnet ventes at være ved Liseberg hele natten og formentlig også tirsdag.

Powered by Labrador CMS