San Marino lovliggør abort
Abort har været ulovligt i San Marino siden 1865, men det ændrede sig søndag takket være et klart flertal
Den lille katolske republik San Marino har ved en historisk folkeafstemning stemt for at legalisere abort.
Det viser resultatet af afstemningen søndag.
Omkring 77,3 procent af vælgerne stemte for forslaget om at tillade aborter op til 12 uger efter graviditeten. Ifølge forslaget vil en abort også være tilladt senere end det, hvis morens liv er i fare, eller hvis fostret er alvorligt misdannet.
Valgdeltagelsen var ganske lav. Således afgav kun 41 procent af alle berettigede vælgere en stemme.
Aborter har været ulovlige i San Marino siden 1865. Indtil nu har kvinder, der fik en abort, risikeret op mod tre års fængsel.
Og straffen har været dobbelt så lang for enhver, der udfører en abort.
Det har i årevis fået kvinder fra San Marino, der ønskede at få en abort, til at rejse til Italien, hvor de kun kunne få en abort privat for en pris på cirka 1500 euro eller cirka 11.000 kroner.
Stemmeret i 1960
Kvinder fik først stemmeret i den norditalienske enklave i 1960 - 14 år efter Italien, der omringer hele republikken med cirka 33.000 indbyggere.
Sociale forandringer er generelt gået relativt langsomt i San Marino.
Først i 1974 blev det tilladt for kvinder at blive valgt ind i politik, mens skilsmisser i landet først blev lovliggjort i 1986.
Den seneste folkeafstemning om abort i Europa fandt sted i det oversøiske britiske territorium Gibraltar i juni.
Her besluttede borgerne at lempe, hvad der dog stadig er meget strikse regler på området.
I den seneste højtprofilerede folkeafstemning om abort vedtog Irland i 2018 at lovliggøre praksissen.