Sætter loft på fødevarer

Rusland oplever, at personer køber tonsvis af mad med henblik på videresalg til højere pris

Offentliggjort Sidst opdateret

Russiske butikker har fået besked om at sætte loft over, hvor store mængder de sælger af essentielle fødevarer.

Det sker for at mindske risikoen for, at der skabes et sort marked.

Derudover har det til formål at holde priserne i ro.

Det oplyser den russiske regering søndag.

Staten kontrollerer

De essentielle fødevarer er for eksempel brød, ris, mel, æg, visse kødprodukter og mælkeprodukter.

Det er staten, der kontrollerer, hvad de skal koste.

Regeringens initiativ er taget, efter at sanktioner fra Vesten er haglet ned over Rusland efter landets invasion af Ukraine for halvanden uges tid siden.

Ifølge det russiske ministerium for handel og industri har der i løbet af weekenden været flere tegn på, at der er optræk til et sort marked for fødevarer.

Der har været flere køb "i mængder, som tydeligt er større end nødvendigt for privat forbrug" ifølge ministeriet.

Flere ton

I nogle tilfælde er der købt flere ton madvarer med henblik på at sælge dem videre efterfølgende til en højere pris, meddeler ministeriet.

Rusland er hårdt ramt af de økonomiske sanktioner, som Vesten har pålagt landet som følge af invasionen.

Landets valuta, rublen, er styrtdykket.

Og borgere står i lange køer for at hævet penge, mens tid er.

En person køber yoghurt i et supermarked i Moskva. De essentielle fødevarer, der sættes loft over, er for eksempel brød, ris, mel, æg, visse kødprodukter og mælkeprodukter. (Arkivfoto).
En person køber yoghurt i et supermarked i Moskva. De essentielle fødevarer, der sættes loft over, er for eksempel brød, ris, mel, æg, visse kødprodukter og mælkeprodukter. (Arkivfoto).

Kapitalkontrol

Den russiske centralbank har de seneste dage taget sjældent sete greb i brug, herunder kapitalkontrol.

Kapitalkontrol er for eksempel, når der sættes begrænsninger på overførsel af kapital til eller ud af et land.

Centralbankens tiltag har til formål at understøtte den hårdt ramte økonomi og rublen.

Minder om 1990'erne

Rublen, der rasler nedad, har genoplivet ubehagelige minder for mange russere om finansiel ustabilitet i 1990'erne.

Her så millioner af borgere deres opsparinger forsvinde som følge af devaluering af valutaen og skyhøj inflation.

Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge.

Powered by Labrador CMS