Særligt fly landet i Danmark
Dansk fly fra Islamabad lander i Københavns Lufthavn
Et dansk fly, der har været i Pakistans hovedstad, Islamabad, er landet i Københavns Lufthavn.
Det bekræfter Udenrigsministeriet.
Flyet lettede fra Islamabad tirsdag aften.
På turen har flyet mellemlandet i Georgiens hovedstad, Tbilisi.
Tirsdag aften bekræftede Udenrigsministeriet, at 14 nordmænd og en person med lovligt ophold i Danmark var på vej fra Islamabad til København.
Udenrigsministeriet bekræfter onsdag morgen, at det fly, der er landet i Københavns Lufthavn, er et evakueringsfly.
Flyet er fra det danske flyselskab DAT.
Evakueringsbase fra Afghanistan
Islamabad fungerer som base for evakueringen af danskere fra Afghanistan, hvor Taliban har generobret magten.
Når nogen skal hjem, flyves de til Islamabad og derefter til Danmark.
Der var kun 15 personer på det fly, der lettede fra Islamabad tirsdag aften.
Det skyldes, ifølge Udenrigsministeriet, at det er en vanskelig operation at evakuere folk.
Aftalen om at leje flyet stod desuden til at udløbe, og derfor lettede flyet cirka klokken 22.30 dansk tid, selv om der var få passagerer med.