Så klappede fælden
20-årige Greta Thunberg tiltales for at have nægtet at adlyde politiets ordrer
Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg tiltales for at have nægtet at efterkomme politiets anvisninger under en klimaaktion i Malmø i juni.
Det skriver mediet Sydsvenskan onsdag.
Under aktionen 19. juni blokerede hun og andre klimaaktivister for lastbiler, som ønskede at forlade havnen.
Nægtede at gå
Ifølge tiltalen nægtede hun at forlade stedet, selv om politiet bad hende om det.
Thunberg indkaldes til et retsmøde i Malmø tingsret, som foreløbig er sat til slutningen af juli.
Den 20-årige svenske klimaaktivist har ikke umiddelbart udtalt sig om tiltalen.
På sin egen profil på det sociale medie Instagram beskrev hun aktionen for nogle uger siden.
- Vi vælger ikke at se passivt til og i stedet fysisk stoppe den fossile brændsels infrastruktur, skrev hun.
- Vi tager vores fremtid tilbage.
30 lastbiler
Flere patruljer rykkede ud til patruljen for at tage sig af forstyrrelsen.
En politibetjent, som var til stede ved aktionen, beskriver over for Sydsvenskan, at omkring 30 lastbiler blev stoppet i at køre videre.
Nogle af aktivisterne måtte løftes væk fra stedet, heriblandt Thunberg.