Så børnene blive revet væk
Skybrud har forårsaget voldsomme oversvømmelser i en del af delstaten Kentucky
Mindst 25 personer har mistet livet i voldsomme oversvømmelser i den amerikanske delstat Kentucky, og dødstallet ventes at stige.
Det siger Andy Beshear, der er guvernør i staten, lørdag amerikansk tid, mens indbyggere og redningsmandskab leder efter overlevende.
Det er skybrud tidligere på ugen, der har forårsaget oversvømmelser i 13 af statens 120 distrikter.
- Jeg er bekymret for, at vi kommer til at finde døde i ugevis. Bliv ved med at bede, siger den demokratiske guvernør på et pressemøde lørdag, kort efter at han på Twitter har skrevet, at dødstallet er steget fra 16 til 25.
Tragisk drama
Mange veje og broer i den bjergrige region, hvor der bor mange fattige på grund af den skrumpende kulindustri, har taget skade eller er blevet ødelagt.
Telefonsignalet er også påvirket, hvilket gør det endnu sværere at finde overlevende.
Andy Beshear siger, at man stadig leder efter folk, der skal reddes.
- Vi kommer igennem det her sammen, siger han.
Blandt de døde er fire børn, der ifølge amerikanske medier mistede livet i et hjerteskærende drama.
Børnenes familiemedlemmer, der klamrede sig til et træ, efter at en strøm havde opslugt deres mobilehome, så børnene blive revet væk af strømmen en efter en.
Gør det svært
Guvernøren oplyser, at medlemmer af nationalgarden fra Kentucky, Tennessee og West Virginia har udført mere end 650 redningsaktioner fra luften siden onsdag, men statens politi har registreret mere end 750 redningsaktioner til vands.
Beshear beskriver redningsindsatsen som "enormt stressende og svær", fordi mudderskred og oversvømmede veje gør det svært at komme frem.