Så betjente blive skudt

To mistænkte er dræbt, og flere politibetjente er indlagt med skudsår efter skududveksling ved canadisk bank

Offentliggjort Sidst opdateret

To er blevet skudt og dræbt af politiet ved en bank i byen Saanich, som ligger i den canadiske provins British Columbia. Flere politibetjente er desuden indlagt med skudsår.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Omkring klokken 20.00 tirsdag aften dansk tid måtte canadisk politi rykke ud i den lille by Saanich, som ligger i det vestlige Canada.

Der forlød meldinger om, at to bevæbnede mænd var gået ind en bank på Shelbourne Street.

Et øjenvidne fortæller til det canadiske medie CTV News, at hun hørte mindst 25-50 skud og så en søjle af røg stige op uden for Bank of Montreal omkring 20.30 dansk tid.

Så betjente blive skudt

- Jeg talte ikke (skuddene, red.). Jeg havde travlt med at løbe for livet, siger Brenda Boyd til CTV News.

En politibetjent havde kort forinden råbt til hende fra et gemmested i et buskads, at hun skulle forlade stedet. Hun fortæller, at hun så mindst tre personer forlade stedet på bårer.

Et andet øjenvidne, Fabien Cousineau, siger til CTV News, at han så to politibetjente blive skudt, da han befandt sig i en nærliggende cykelforretning. Han så også en anden person, som lå på jorden på en parkeringsplads i nærheden.

- Det var simpelthen helt forfærdeligt, siger han.

- De trak politibetjentene om bag et salatfad.

Seks betjente indlagt

Ifølge politiet er det seks betjente, som er blevet indlagt med skudsår.

Indtil videre, skriver politiet natten til onsdag dansk tid, menes der ikke at være nogen ansatte eller kunder ved banken, som er kommet fysisk til skade under hændelsen.

Politiet skriver i dets pressemeddelelse, at beboere i området er blevet evakueret, efter at der er blevet fundet et potentielt eksplosivt aggregat i et køretøj, som menes at være forbundet med de mistænkte i sagen.

Powered by Labrador CMS