Russisk nationalist død
Ruslands måske mest fremtrædende nationalist Vladimir Sjirinovskij er død
Den stærkt højreorienterede nationalistiske russiske politiker Vladimir Sjirinovskij er død, 75 år.
Det oplyser parlaments underhus i Moskva ifølge Reuters.
Sjirinovskij kaldte sig liberal demokrat og dannede partiet LDPR. Han var dog reelt en af Ruslands mest fremtrædende nationalister.
Han vakte international opsigt i årene efter Sovjetunionens fald.
Svinede Putin
I den periode blev han kendt for voldsomme verbale udfald mod andre politikere - inklusive Vladimir Putin, som han alligevel altid støttede.
Sjirinovskij var næsten altid imod andre politikeres forslag, men fremsatte sjældent nogle selv. Han blev i en årrække støttet af især anti-autoritære unge mænd, der så ham som "lederen".
Blandt de mange opsigtsvækkende udtalelser Sjirinovkij kom med, var at USA skulle stå bag en meteor, som eksploderede over Tsjeljabinsk i 2012.
Ville tage mere land
Desuden udtalte han, at Rusland burde annektere hele eller dele af en række nabolande.
Partiet LDPR har i dag 21 af de 450 pladser i Statsdumaen.
Sjirinovskij stillede op som præsidentkandidat syv gange.
Det bedste resultat fik han i 2008 med en opbakning på 9,35 procent af stemmerne.