Rusland vil forhindre atomkrig

Rusland har aldrig modarbejdet aftaler, som garanterer, at en atomkrig ikke bryder ud, siger Sergej Lavrov

Offentliggjort Sidst opdateret

Rusland er fast besluttet på at arbejde for at forhindre, at en atomkrig bryder ud.

Det siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, i et italiensk tv-interview søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vestlige medier giver et misvisende billede af russiske trusler, siger han.

- Rusland har aldrig afbrudt bestræbelser på at nå frem til aftaler, som garanterer, at en atomkrig aldrig udvikler sig, siger Lavrov på russisk gennem en italiensk tolk.

Gentager påstand

Forsvarsministeren gentager desuden Ruslands påstand om en herskende nazisme i Ukraine.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har tidligere sagt, at ledelsen i Ukraine skal "afnazificeres" og afvæbnes, som de farlige nationalister de ifølge Putin er.

Tidligere på ugen kaldte John Kirby, der er talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, Ruslands begrundelse for krigen i Ukraine for "BS" (bullshit, red.).

- Det er svært at begribe hans (Vladimir Putins, red.) forbandede vrøvl om, at dette handler om nazisme i Ukraine, og at det handler om at beskytte russere i Ukraine og forsvare russiske interesser, når ingen af disse var truet af Ukraine, sagde Kirby ifølge The Guardian.

- Det er brutalitet af den koldeste og mest fordærvede slags, tilføjede han om den russiske invasion af Ukraine.

Vestlige medier giver et misvisende billede af russiske trusler, mener Ruslands forsvarsminister, Sergej Lavrov. (Arkivfoto).
Vestlige medier giver et misvisende billede af russiske trusler, mener Ruslands forsvarsminister, Sergej Lavrov. (Arkivfoto).

Får ingen betydning

I søndagens italienske tv-interview siger Sergej Lavrov også, at det ikke vil få betydning for "Ruslands militære operationer i Ukraine", når Rusland den 9. maj mindes den tyske overgivelse under Anden Verdenskrig.

- Vores soldater vil ikke basere deres handlinger på en bestemt dato, svarer Lavrov ifølge Reuters, da han bliver spurgt, om dagen vil markere et vendepunkt i konflikten.

- Vi vil mindes vores sejr på en højtidelig måde, men timingen og hastigheden af, hvad der sker i Ukraine, vil afhænge af behovet for at minimere risiciene for civile samt russiske soldater, tilføjer Lavrov.

Hvert år fejrer Rusland den 9. maj som en sejrsdag, der markerer russernes sejr over Nazityskland i 1945.

Powered by Labrador CMS