-Rusland stopper næppe
Der er lang vej til, at Rusland vil erklære sig tilfreds i Donbas, hvor situationen ifølge Zelenskyj er svær
Rusland gør fremskridt i Donbas-regionen. Men der er lang vej til en situation, som kunne resultere i et stop for krigshandlinger i Ukraine.
Det vurderer Claus Mathiesen, lektor på Forsvarsakademiet og tidligere forsvarsattaché i Ukraine.
De russiske styrker rykker frem i Donbas, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, kalder situationen "meget vanskelig".
Begrænsede sejre
Men det er højst uvist, om de russiske ambitioner begrænser sig til regionen, som udgøres af Donetsk- og Luhansk-regionerne.
- Jeg tror ikke på, at det her er et afgørende vendepunkt i krigen på nogen måde, siger Claus Mathiesen.
- Det er der tale om alt for begrænsede sejre fra russisk side til.
Byen Sjevjerodonetsk i Luhansk-regionen er blandt fokuspunkterne i den russiske offensiv.
Store opgaver forude
Guvernøren i Luhansk, Serhij Hajdaj, har ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt, at russiske styrker er gået ind i byen.
Det kan muligvis tvinge Ukraine til at trække sine styrker tilbage i regionen.
- Selvfølgelig vil det betyde noget, hvis Rusland kan erklære, at man i russisk optik har befriet det territorie, som i deres øjne bør høre til Luhansk-republikken, siger Claus Mathiesen.
- Men der er stadig store, store opgaver forude i naboregionen Donetsk. Her har man på nuværende tidspunkt kun kontrol over omkring 50 procent. Så man er meget langt fra noget, man kunne kalde bare et mellemfaldende militært resultat, fortsætter han.
Længere fra forhandling
Flemming Splidsboel Hansen, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), kommer med en lignende vurdering.
Russiske fremskridt betyder ifølge ham, at ukrainerne samtidig rykker længere og længere fra et forhandlingsresultat, som de kunne være tilfredse med.
- Det er jo på en eller anden måde et paradoks. Når den ene side erklærer sig villig til at forhandle, kan der være skabt en situation, hvor den anden er mindre villig, siger han.