Rusland med klar melding om atomvåben

Kun hvis den russiske stats eksistens er truet, kan brug af atomvåben komme på tale, forsikrer topdiplomat

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er usandsynligt, at Rusland kommer til at anvende taktiske atomvåben i krigen mod Ukraine.

Det siger Ruslands ambassadør i Storbritannien, Andrej Kelin, i et interview søndag med BBC.

Taktiske atomvåben har langt mindre rækkevidde og sprængkraft end de såkaldt strategiske atomvåben.

Strenge bestemmelser

De kan udslette mindre områder og dermed benyttes til at tvinge fjenden væk fra et begrænset områder, som det ikke er lykkedes at indtage med brug af konventionelle våben.

Ifølge Andrej Kelin tillader russiske militærregler ikke brug af taktiske atomvåben i konflikter som den i Ukraine.

Rusland har meget strenge bestemmelser på det område, fortæller ambassadøren. Det er hovedsageligt kun, når statens eksistens er truet.

- Det har intet at gøre med den nuværende operation, siger Kelin til "Sunday Morning". Det er et ugentligt program på BBC med vægten lagt på politik.

Selvom der er klargjort atomvåben, har russerne ikke i sinde at bruge dem i Ukraine, lyder det fra ambassadør.
Selvom der er klargjort atomvåben, har russerne ikke i sinde at bruge dem i Ukraine, lyder det fra ambassadør.

Gjorde atomvåben klar

I Rusland omtales angrebet på nabolandet konsekvent som en "særlig militæroperation". Myndigheder har gjort det forbudt at anvende ord som "krig" og "invasion".

Der har i flere måneder været bekymring for, at Rusland måske kunne finde på at tage taktiske atomvåben i brug for at få overtaget på slagmarkerne i Ukraine.

Bekymringerne er især næret af udtalelser fra Ruslands præsident, Vladimir Putin.

I slutningen af februar - få dage efter invasionen i Ukraine - beordrede Putin således den russiske forsvarschef Valerij Gerasimov til at sætte landets atomstyrker i øget beredskab.

Opfattet som trussel

Det blev vidt og bredt opfattet som en trussel, skriver BBC.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, er kommet med tilsyneladende modsatrettede udtalelser. I begyndelsen af maj beskyldte han vestlige medier for at give et "misvisende billede af russiske trusler".

Lavrov sagde, at Rusland er fast besluttet på at forhindre udbrud af en atomkrig. Cirka en uge forinden var Lavrov dog blevet citeret for, at risikoen for en atomkrig er "særdeles virkelig".

Rusland menes at ligge inde med omkring 2000 taktiske atomvåben.

Ifølge Andrej Kelin, Ruslands ambassadør i Storbritannien, er brug af såkaldt taktiske atomvåben i krigen i Ukraine usandsynlig. Det siger han søndag i et interview med BBC. (Arkivfoto).
Ifølge Andrej Kelin, Ruslands ambassadør i Storbritannien, er brug af såkaldt taktiske atomvåben i krigen i Ukraine usandsynlig. Det siger han søndag i et interview med BBC. (Arkivfoto).

KORT OM KONFLIKTEN

Krigen i Donbass, også kendt som Krigen i Østukraine er en igangværende konflikt siden 2014 i regionen Donbass i det østlige Ukraine.

Konflikten startede efter Den ukrainske revolutionen i 2014 og Krimkrisen i 2014. Separatister overtog kontrollen med offentlige bygninger, og erklærede Donbass uafhængigt fra Ukraine. Den 6. april 2014 blev Folkerepublikken Donetsk oprettet i Donetsk oblast, dette markerer starten på konflikten. Den 27. april samme år blev Folkerepublikken Lugansk i Luhansk oblast oprettet. I alt er over 5.000 mennesker er meldt dræbt og over 1,5 millioner er drevet på flugt.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS