Rusland lider store tab
Det går ikke godt for de russiske styrker i disse tider
Den russiske invasion af Ukraine er i det store og hele gået i stå på alle fronter.
De russiske styrker har lidt store tab og har kun gjort minimale fremskridt på land, til vands og i luften i de seneste døgn, siger den britiske efterretningstjeneste torsdag.
Det skriver Reuters.
Samtidig bliver det ukrainske modsvar beskrevet som som standhaftigt og velkoordineret, lyder det ifølge Sky News.
Fortsat i ukrainske hænder
Det falder også i tråd med, hvad amerikanske eksperter har fortalt de seneste dage.
Russiske styrker kæmper ifølge flere medier med ressourcerne i forbindelse med krigen, skriver mediet.
- Langt størstedelen af Ukraines territorium - heri inkluderet alle større byer - er fortsat på ukrainske hænder, tilføjer ministeriet med henvisning til britiske efterretninger.
Samtidig tager den internationale harme over russernes invasion til, mens der kommer rapporter om angreb på civile. Ifølge amerikanske og ukrainske embedsmænd er blandt andet civile i en brødkø og civile i et teater blevet angrebet.
Efter planen
Den amerikanske præsident, Joe Biden, kalder den russiske leder, Vladimir Putin, for en krigsforbryder i en udtalelse, som Kreml kalder "utilgivelig".
Rusland insisterer på, at "den særlige militære operation" i Ukraine går planmæssigt.
Moskva har endnu ikke vundet kontrol over nogen af de største byer under det største og mest omfattende angreb på en europæiske stat siden Anden Verdenskrig. Over tre millioner ukrainere er flygtet og tusindvis er blevet dræbt.