Rusland hylder Stalin med buste

Regeringen i Rusland afviser rygter om, at Volgograd kan skifte navn tilbage til Stalingrad efter jubilæum

Offentliggjort Sidst opdateret

Et nyt monument for den tidligere leder af Sovjetunionen Josef Stalin er blevet præsenteret i den russiske by Volgograd.

Det sker forud for 80-års-dagen for Den Røde Hærs besejring af nazisterne i det blodigste slag i Anden Verdenskrig, der finder sted torsdag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hjernen bag sultkatastrofe

Fra 1925 til 1961 hed byen Stalingrad.

Trods Stalins eftermæle som hjernen bag en sultkatastrofe, der kostede millioner af ukrainere livet samt politisk undertrykkelse, der kostede hundredtusindvis af menneskeliv, har Putin forsøgt at genopbygge Stalin som helt.

Putin har forsøgt at genoprette Stalins image som en leder, der ikke kun besejrede nazisterne, men også medvirkede til, at Sovjetunionen blev en faktor på den verdenspolitiske scene.

85 meter højt monument

Busten af Josef Stalin er flankeret af yderligere to - de sovjetiske hærførere Georgy Zhukov og Alexander Vasiljevskij. 

De er stillet op ved siden af et lokalt museum for slaget i byen.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, besøger i forbindelse med årsdagen byen. 

Fejringen finder sted på Mamaev Kurgan, en bakketop med et 85 meter højt monument, der præger byen.

Skiftede navn

10. november 1961 skiftede Stalingrad navn til det nuværende Volgograd. 

Det skyldtes, at Sovjetunionens på det tidspunkt siddende leder Nikita Khrusjtjov ønskede at gøre op med arven efter sin berygtede forgænger.

I dag går der rygter om, at det navn kan være på vej tilbage.

En talsperson fra den russiske regering har ifølge det statsejede russiske nyhedsbureau Tass afvist rygter om, at byen i forbindelse med 80-års-dagen skal omdøbes tilbage til Stalingrad.

To millioner menneskeliv

Slaget ved Stalingrad, der blev udkæmpet fra 1942 til 1943, vurderes at have kostet to millioner menneskeliv. Det bliver anset som et vendepunkt i krigen, hvor de nazistiske styrker, der ellers havde kontrol mange steder i Europa, blev tvunget i defensiven.

Industribyens navn var oprindeligt Tsaritsy. 

Den ligger langs floden Volga det sydlige Rusland og blev i første omgang navngivet efter Josef Stalin i 1925. I 1961 fik den i stedet navnet Volgograd, otte år efter Stalins død.

Billedet viser den buste, der er blevet sat op af den tidligere leder af Sovjetunionen Josef Stalin i Volgograd. Busten af Josef Stalin er flankeret af yderligere to - de sovjetiske hærførere Georgy Zhukov og Alexander Vasiljevskij.
Billedet viser den buste, der er blevet sat op af den tidligere leder af Sovjetunionen Josef Stalin i Volgograd. Busten af Josef Stalin er flankeret af yderligere to - de sovjetiske hærførere Georgy Zhukov og Alexander Vasiljevskij.

Vladimir Putin

Navn: Vladimir Vladimirovitj Putin.

Født: 7. oktober 1952.

Fødested: Leningrad (nu Sankt Petersborg), Rusland.

Søn af: Fabriksarbejder Vladimir Putin og Maria Putin.

Nationalitet: Russisk.

Uddannelse: Jura ved Leningrad Universitet 1975.

Civilstand: Skilt. Gift med Ludmila Shkrebneva Putin fra 1983 til 2014.

Fritidsinteresser: Judo. Har det sorte bælte.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS