Rusland har angrebet hovedstaden
Borgmesteren i Kijev melder fredag, at tre personer er blevet såret under russisk angreb mod hovedstaden
Der har været missilangreb på den ukrainske hovedstad, Kijev, tidligt fredag morgen.
Det oplyser Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, der kalder angrebet for "rædselsvækkende".
- Sidst, vores hovedstad oplevede noget lignende, var i 1941, da den blev angrebet af Nazityskland.
- Ukraine besejrede den ondskab og vil også besejre denne. Stop Putin. Isolér Rusland. Kap alle bånd. Spark Rusland ud fra alle steder, skriver han på Twitter.
Store eksplosioner
Ifølge Kijevs borgmester, Vitali Klitschko, er mindst tre personer blevet såret i hovedstaden, hvoraf en er i kritisk tilstand som følge af et missil, der ramte en boligblok.
Der har i løbet af natten til fredag været flere meldinger om eksplosioner i Ukraines hovedstad.
Adskillige udenlandske journalister i Kijev har meldt om mindst to store eksplosioner i hovedstaden.
- Vi modtager flere meldinger fra journalister på jorden i Ukraine om, at høje eksplosioner er blevet hørt i Kijev tidligt fredag morgen, skriver The Guardian.
Fly skudt ned
Der er hørt yderligere tre eksplosioner i Kijev fredag morgen. Det oplyser CNN's journalist i den ukrainske hovedstad, Tim Lister.
Anton Gerasjtjenko, der er rådgiver for Ukraines indenrigsminister, oplyser, at Kijev angiveligt er blevet ramt af "krydser- eller ballistiske missiler" fredag.
Det skriver han på beskedtjenesten Telegram ifølge The Guardian. Han skriver desuden, at ukrainske styrker har skudt et russisk fly over Kijev ned.
Flere dræbt
Billeder og videoer på sociale medier viser angiveligt eksplosionerne i Kijev, der ud over at give et ordentligt brag lyser kraftigt op i nattens mørke.
Der har også fundet et missilangreb sted i den sydøstlige region Zaporizjzja. Angrebet har ramt en grænsepost, oplyser grænsemyndigheder.
Angrebet har efterladt flere dræbte og sårede, heriblandt grænsevagter, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Flere byer ramt
Det oplyses ikke, hvor mange omkomne der er tale om.
Torsdag blev der også hørt eksplosioner i Kijev, da en militærbase i byen Brovary nær hovedstaden blev ramt af russiske krydsermissiler. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
En lufthavn uden for byen kom også under angreb af russiske styrker.
Ukraines tidligere ambassadør i Østrig Olexander Stjerba har sagt, at han har hørt "to kraftige eksplosioner" omkring klokken 04.25 lokal tid. Det svarer til klokken 03.25 dansk tid.
Meldingerne om eksplosioner kommer, få timer efter at vestlige embedsmænd advarede om et storstilet angreb på Kijev.