Røvtur for Biden: Må afgive magten
I forbindelse med lægetjek og bedøvelse af Biden overføres magten i USA midlertidigt til vicepræsident Harris
USA's præsident, Joe Biden, vil fredag i kort tid være bedøvet under en rutinemæssig koloskopi - altså en kikkertundersøgelse af ende- og tyktarmen.
Undersøgelsen finder sted i forbindelse med præsidentens årlige lægetjek.
Det oplyser Det Hvide Hus' pressetalsperson, Jen Psaki, i en meddelelse.
Annonce
Mens den 78-årige præsident er bedøvet, vil magten i korte tid blive overført til vicepræsident Kamala Harris.
- Præsident Biden vil overføre magten til vicepræsidenten i den korte tid, hvor han er under bedøvelse. Vicepræsidenten vil arbejde fra sit kontor i West Wing (del af Det Hvide Hus, red.) i løbet af denne tid, siger Psaki i meddelelsen ifølge AFP.
En koloskopi regnes for at være en ufarlig undersøgelse. Kun sjældent optræder der komplikationer.