Risikerer 70 år bag tremmer
Epsteins ekskæreste risikerer op mod 70 års fængsel, hvis hun kendes skyldig i at skaffe unge piger til ham
Ghislaine Maxwell var et "sofistikeret rovdyr, der vidste præcis, hvad hun gjorde".
- Det er på tide at holde hende ansvarlig.
Det var nogle af ordene fra anklager Alison Moe, da retssagen mod den tidligere britiske jetsetter Ghislaine Maxwell mandag var ved at slutte af ved en domstol i New York City.
Maxwell er anklaget for i seks tilfælde at have skaffet unge piger til sin tidligere kæreste og mangeårige samarbejdspartner Jeffrey Epstein. Det skal være sket mellem 1994 og 2004.
Døde i cellen
Rigmanden Epstein døde i en fængselscelle for to år siden, mens han ventede på at komme for retten i en sag, hvor han var anklaget for flere tilfælde af seksuelt misbrug. Et ligsyn slog fast, at han havde taget sit eget liv.
I retssalen i New York City mandag sagde anklager Alison Moe, at Maxwell havde været "nøglen" til Epsteins misbrug af unge piger.
- De var partnere, sagde anklageren til de tolv nævninger, der nu skal fælde dom i sagen.
Var kun 14 år
Alison Moe opsummerede de vidneudsagn, som fire kvinder har givet i retten.
To af vidnerne siger, at de kun var 14 år, da Ghislaine Maxwell rekrutterede dem og arrangerede, at de skulle give Epstein massage. Disse massager endte i seksuelle aktiviteter.
Et af vidnerne, der bliver kaldt Jane, har fortalt, hvordan Maxwell fik hende til at føle sig som noget særligt. Hun har også fortalt, at hun dengang havde sex med Epstein oftere og oftere, og at Maxwell nogle gange var til stede.
Et andet vidne, der bliver kaldt Carolyn, har fortalt, at hun som regel fik 300 dollar, når hun havde haft et seksuelt møde med Epstein. Ofte var det Ghislaine Maxwell, der betalte hende, sagde hun.
Erklærer sig ikke-skyldig
Maxwell selv har erklæret sig ikke skyldig i alle anklager. Hendes forsvarere fastholder, at hun er blevet en "syndebuk" for Epstein, og at hun nu skal bøde for hans synder, fordi han selv er død.
Forsvarerne har også sat spørgsmålstegn ved kvindernes evne til at huske begivenheder, der er sket for op mod et kvart århundrede siden.
Det var på forhånd ventet, at der først ville falde dom i januar. Men nu kan det se ud til, at det kan ske inden jul.
De 12 nævninger skal nå til enighed for at kunne kende Maxwell skyldig. Hvis de ikke kan blive enige, kan rettergangen erklæres ugyldig.