Rambo-køer kaster kvinde flere meter væk
Hold afstand, selv om de ser søde ud
Alarm i Alperne!
Flere turister er i de seneste uger blevet overfaldet af aggressive køer i Alperne i Tyrol i Østrig.
Det skriver bild.de.
Mange turister i Østrig bruger ferietiden på at vandre i bjergene, men det er ikke lutter idyl.
På flere af bjergene græsser flokke af køer - nogle i indhegninger, andre fritgående - som taget ud af en reklame for Milka-chokolade.
Men køerne er ikke altid begejstrede for de mange turister, der gerne vil tæt på flokken og have et billede til familiealbummet.
Overfaldet af to køer
Senest er en tysk mand på 65 år blevet overfaldet af to køer i Heiterwang i Østrig.
Manden havde dog forceret flere hegn og "adgang forbudt"-skilte for at komme ind til køerne, så han havde næsten selv bedt om det.
Før ham var en kvindelig turist på 27 blevet angrebet af en anden ko på vej ned ad en bjergside med græssende køer.
Koen stangede hende i hoften med et af sine horn.
Kastet op i luften
Og for to uger siden blev et par angrebet af en flok køer i de italienske alper.
Vidner fortæller, at den toneangivende ko løftede kvinden op med sine horn og kastede flere meter gennem luften.
Samtidig skubbede en anden ko hendes mandlige ledsager til jorden.
Tililende vidner, der ville redde parret fra de aggressive køer kunne ikke skræmme dem væk.
Først ved larmen fra en redningshelikopter fortrak køerne.
Kalve er nysgerrige
Køerne har kalve netop nu, og det er kalvene, der er årsag til de voldsomme angreb på turister.
Kalvene er nysgerrige og vil gerne i venlig nærkontakt med de mange turister i bjergene.
Men man skal holde sig på afstand af kalvene, hvor søde de end er, siger Leo Tiefenthaler, der er formand den lokale landbrugsorganisation.
- Hold jer væk fra kalvene og lad være med at klappe dem og kæle for dem under nogen omstændigheder, siger Leo Tiefenthaler.
- Køerne misforstår turisternes gode hensigt og tror, at kalvene er i fare, og så angriber de for at forsvare deres afkom, siger Tiefenthaler.