Råbte "Allahu Akbar" inden knivdrab på 14-årig
En er død, og fem er tilskadekomne, efter at en mand angreb dem med kniv i østrigsk by
En 14-årig dreng er lørdag død i et knivangreb i byen Villach i det sydlige Østrig, mens fem andre er kommet til skade.
Det oplyser politiet ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
En 23-årig syrisk mand er anholdt, oplyser politiet.
To personer har ifølge AFP fået alvorlige skader, mens yderligere tre blev lettere såret, tilføjer politiet.
Angreb tilfældigt forbipasserende
Alle ofre er i alderen 18 til 36 år.
Angrebet skete omkring klokken 16.00 lokal tid ved et centralt torv i byens centrum.

Ifølge flere medier er gerningsmanden asylansøger med en gyldig opholdstilladelse i Østrig, og han er ikke tidligere straffet, lyder det fra myndighederne.
- En mand angreb tilfældigt forbipasserende med en kniv. Et offer, en 14-årig dreng, døde, siger politiets talsperson Rainer Dionisio til AFP.
Stoppet af øjenvidne
Det er foreløbigt uklart, om den formodede gerningsmand handlede alene. Politiet arbejder lørdag aften på at afklare, om der er flere mulige mistænkte, skriver nyhedsbureauet dpa.
Ifølge det østrigske medie Kronen Zeitung blev angrebet forsøgt stoppet af et øjenvidne.
Avisen skriver, at en 42-årig syrisk chauffør, der leverede mad, overværede hændelsen og efterfølgende påkørte gerningsmanden med sit køretøj. Det er uklart, hvilket slags køretøj han benyttede.
Det har sandsynligvis forhindret gerningsmanden i at begå yderligere forbrydelser, lyder det fra politiet på et pressemøde ifølge avisen.
Råbte "Allahu Akbar"
Gerningsmanden kom lettere til skade, men blev straks anholdt. Han bliver lørdag aften afhørt af politiet.
Det efterforskes, om hændelsen har et terrormotiv, skriver Kronen Zeitung.
Politiets talsperson Rainer Dionisio kan ikke bekræfte et motiv. Men øjenvidner fortæller ifølge AFP, at gerningsmanden havde råbt "Allahu Akbar", der betyder "Gud er stor" på arabisk.
- Uforståelig grusomhed
Ifølge nyhedsbureauet huser Østrig næsten 100.000 syriske flygtninge.
Villach er den næststørste by i delstaten Kärnten i det sydlige Østrig og har omkring 65.000 indbyggere.
Delstatsformand Peter Kaiser er ifølge det østrigske nyhedsbureau APA "dybt chokeret" og siger, at det er en "uforståelig grusomhed", som skal have "alvorlige konsekvenser".