Putins bomber kan udløse en sult-orkan
Ukraines landbrug brødføder 400 millioner i Mellemøsten. Om få måneder løber de tør for mad, siger minister
Ruslands præsident, Vladimir Putin, er på vej til at udløse en "sult-orkan", der vil sætte nye flygtningebølger i gang fra lande som Egypten, Yemen, Syrien, Tunesien og Libanon.
Det siger Ukraines landbrugsminister, Roman Leshchenko, der tirsdag deltog i et møde i EU-Parlamentet via videolink.
- Ukraines landbrug hjælper med at brødføde 400 millioner mennesker. Men det kan vi ikke længere på grund af krigen. Om få måneder vil Putin have bragt millioner af mennesker på kanten af overlevelse.
Store flygtningestrømme
- Det vil skabe nye hotspots i Mellemøsten, og det er præcis, hvad han vil, siger Roman Leshchenko.
Hotspots er i denne sammenhæng områder, hvor manglen på madvarer kombineret med stigende priser kan udløse alvorlige problemer og store flygtningestrømme.
Leshchenko peger på, at Ukraine ikke længere er i stand til at eksportere madvarer som hvede, kød, mælk og solsikkeolie.
- Vores marker bliver mineret, og vores eksporthavne bliver bombet. For blot få timer siden blev et stort fødevarelager bombet. Jeg er ikke i tvivl om, at resten af vores eksporthavne vil være bombet om få uger, siger Roman Leshchenko.
Veje er optaget
Han peger samtidig på, at luftrummet over Ukraine ikke kan bruges til eksport af madvarer, mens krigen raser. Og landets veje er optaget af flygtninge og kan ifølge ministeren heller ikke bruges til at sende mad ud af Ukraine.
Roman Leshchenko opfordrer EU-landene til at afskære alle forbindelser med russiske virksomheder for at øge presset på Putin, indtil Ukraine har sejret.
Udmeldingen fra Leshchenko kommer, to dage før både Nato og EU holder topmøder i Bruxelles med Ukraine øverst på dagsordenen. USA's præsident Joe Biden ventes at deltage i møderne.
På EU-topmødet ventes stats- og regeringslederne både at diskutere yderligere sanktioner mod Rusland og hjælp til at holde energipriserne nede. Det kan ske eksempelvis via fælles indkøb.