Putin truer igen
Vestlige landes prisloft på 60 dollar for olie skal begrænse Ruslands evne til at finansiere krigen i Ukraine
Rusland anerkender ikke det prisloft på 60 dollar for russisk olie, som EU-landene, G7-landene og Australien er blevet enige om.
Det siger Dmitrij Peskov, der er talsmand for den russiske præsident, Vladimir Putin, lørdag.
- Vi vil ikke acceptere dette prisloft, siger Peskov ifølge det russiske nyhedsbureau RIA.
Kommer med et svar
Han tilføjer, at Rusland nu er i færd med at analysere den nye situation og derefter vil komme med et svar.
Den russiske regering har flere gange tidligere sagt, at den ikke vil levere olie til de lande, der indfører et prisloft.
Den advarsel lyder igen lørdag fra Ruslands udsending ved internationale organisationer i Wien, Mikhail Uljanov.
- Fra i år skal Europa leve uden russisk olie, skriver han på sociale medier.
Rusland er verdens næststørste eksportør af råolie, skriver AFP.
Skal presse ham
Beslutningen om at indføre et prisloft betyder, at landene i EU og G7 samt Australien fremover maksimalt må betale 60 dollar for en tønde russisk olie. Det svarer til godt 423 kroner.
Fredag lå prisen for en tønde russisk olie på 67 dollar.
Den skrumper
Det vestlige prisloft skal være med til at presse Rusland økonomisk. En stor del af den krig, som russerne fører i Ukraine, er finansieret af indtægter fra oliesalg.
- Ruslands økonomi skrumper allerede, og landets budget er i stigende grad strakt til bristepunktet, så prisloftet vil omgående ramme Putins vigtigste indtægtskilde, siger USA's finansminister, Janet Yellen.