Putin laver "angreb uden våben"
EU har reageret kraftigt og kalder det et angreb
Der vil være tale om et "angreb uden våben", hvis Vladimir Putin anerkender de ukrainske områder Donetsk og Lugansk som uafhængige.
Sådan lyder en af flere kraftige reaktionerne fra Europa, efter at netop den idé tirsdag er blevet fremsat af det russiske parlament.
Kontrolleret af separatister
I parlamentet stemte et overvældende flertal for at bede Ruslands præsident om at anerkende de to udbryderregioner som uafhængige.
Begge regioner har i en årrække været kontrolleret af russiske separatister.
- Hvis det her bliver gennemført, står vi i en helt umulig situation, siger den franske udenrigsminister Jean Yves Le Drian. Og han fortsætter:
- Det vil være en slags angreb uden våben og krænke Ukraines suverænitet.
Har brug for hjælp
Rusland argumenterer for, at Ukraine har brudt en aftale fra 2015, der blev indgået i Minsk. Aftalen indebærer en våbenhvile mellem ukrainske styrker og oprørsgrupper i områderne Donetsk og Lugansk.
Donetsk og Lugansk ligger i Donbass-regionen i det østlige Ukraine.
- Ukraine lever ikke op til Minsk-aftalen. Vores indbyggere og medborgere i Donbass har brug for vores hjælp og støtte, skriver Vjatsjeslav Volodin, der er russisk parlamentsformand, på sociale medier.
EU fordømmer
Idéen om at anerkende de ukrainske udbryderregioner som uafhængige bliver mødt med hård kritik af EU's udenrigschef, Josep Borrell.
- EU fordømmer på det kraftigste det russiske parlaments beslutning om at bede præsident Putin om at anerkende de ikke-regeringskontrollerede områder Donetsk og Lugansk som uafhængige, skriver Borrell i et tweet.
- En anerkendelse vil være et klart brud på Minsk-aftalen, lyder det.
Store spændinger
Det russiske parlaments opfordring kommer, på et tidspunkt hvor der allerede er store spændinger mellem Rusland og Ukraine.
Rusland har opmarcheret over 100.000 russiske soldater på grænsen til Ukraine. Det har fået Vesten til at frygte en invasion.