Putin kommer med nye bombetrusler

Russerne beskylder ukrainerne for at angribe russisk territorium

Offentliggjort Sidst opdateret

Rusland truer med at bombardere Ukraines kommandocentre i hovedstaden Kyiv, hvis ukrainske styrker fortsætter med påståede angreb mod russisk territorium.

- Vi ser ukrainske styrkers forsøg på at udføre sabotage og angribe russisk territorium, lyder det fra Ruslands forsvarsministerium.

- Hvis det fortsætter, vil Ruslands væbnede styrker ramme kommandocentre, også i Kyiv.

Rusland har gentagne gange anklaget ukrainske styrker for angreb mod det sydlige Rusland, men uden at fremlægge beviser for det.

Afviser

Ukraine afviser de russiske påstande.

Tidligere på måneden trak Rusland sine soldater tilbage fra områder nord for Kyiv. Nu lader det til, at de russiske styrker fokuserer på at indtage flere områder i det østlige Ukraine.

Vladimir Putin (til højre) var tirsdag på besøg på en rumbase i det fjernøstlige Rusland. Her var han sammen med Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko (til venstre).
Vladimir Putin (til højre) var tirsdag på besøg på en rumbase i det fjernøstlige Rusland. Her var han sammen med Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko (til venstre).

I Kharkiv i det nordøstlige Ukraine siger byens borgmester, at den russiske beskydning er taget markant til siden tirsdag.

Han tilføjer, at der er adskillige dræbte civile, blandt dem også børn.

- Fjenden bomber huse og beboelsesområder. Desværre er der civile tab. Det værste er, at børn dør, siger borgmester Ihor Terekhov.

Omringet

Onsdag aften bekræfter det russiske forsvarsministerium en melding, der kom tidligere på dagen om, at Rusland har indtaget havnen i den belejrede by Mariupol. Oplysningen er ikke bekræftet fra ukrainsk side.

Ministeriet tilføjer, at ukrainske soldater og medlemmer af Azov-bataljonen er omringet og "berøvet muligheden for at flygte".

Solid modstand

Azov-bataljonen har vist de russiske styrker i Mariupol solid modstand.

Havnebyen ligger i det sydøstlige Ukraine mellem Krim-halvøen og udbryderregionerne i Donbas i det østlige Ukraine.

Powered by Labrador CMS