-Putin er ikke sindssyg
Ruslands tidligere udenrigsminister Andrej Kozyrev mener, at Putin er for rationel til at starte en atomkrig
Vladimir Putin undervurderede konsekvenserne af en invasion af Ukraine.
Men han er ikke vanvittig.
Sådan lyder det fra Andrej Kozyrev, som i 1990'erne var udenrigsminister for Rusland.
Natten til mandag dansk tid gik han til tasterne på det sociale medie Twitter for at forsøge at forklare den russiske præsidents rationale bag invasionen af Ukraine, og hvorfor han ikke tror, at en atomkrig er på vej.
Tre uheldige overbevisninger
Ifølge ham skyldes Putins invasion af Ukraine et sammenfald af tre uheldige overbevisninger.
- Putin har brugt de seneste 20 år på at tro, at Ukraine ikke er et rigtigt land, og at det i bedste fald burde være en satellitstat, skriver Kozyrev.
Maidan-revolutionen i 2014, hvor Ukraines prorussiske præsident Viktor Janukovitj blev væltet, gjorde ifølge Kozyrev en ende på Putins forhåbninger om et selvstændigt prorussisk Ukraine. Og det var Vestens skyld, mente Putin ifølge Kozyrev.
For det andet har Vladimir Putin overvurderet Ruslands militærkraft.
- Kreml (den russiske regering, red.) har i 20 år forsøgt at modernisere Ruslands militær. En stor del af budgettet blev stjålet og brugt på megayachter i Cypern. Men det kan man som forsvarsrådgiver ikke rapportere til præsidenten. Så de rapporterede løgne i stedet, skriver Kozyrev.
Desuden er den russiske regeringselite faldet i en farlig fælde, hvor den er begyndte at tro på sin egen propaganda, fortsætter han.
Troede EU var svage
For eksempel at USA's præsident, Joe Biden, er imbecil.
- De troede også, at EU var svage, fordi dens sanktioner var så tandløse i 2014, skriver han med henvisning til Ruslands annektering af Krim-halvøen.
Hvis man tror på alle de ovenstående teorier, giver en invasion af Ukraine god mening, skriver Kozyrev.
- Han regnede forkert på alle tre parametre, men det gør ham ikke sindssyg. Bare forkert på den og umoralsk.
- Så i min optik er han rationel. Og taget i betragtning af, at han er rationel, er jeg stærkt overbevist om, at han ikke vil bruge atomvåben mod Vesten med vilje, skriver han.
Må ikke trække støtten
Han runder sit opslag af med at skrive, at Vesten ikke må trække sin støtte til Ukraine.
- Konklusionen her er, at Vesten ikke bør gøre nogen som helst ensidige indrømmelser eller begrænse sin støtte til Ukraine af frygt for atomkrig, skriver Kozyrev.
Andrej Kozyrev var udenrigsminister under den daværende præsident Boris Jeltsin. Det var Jeltsin, som i sin tid udpegede Vladimir Putin som premierminister i Rusland.
Forfatter i Miami
Kozyrev er i dag forfatter og bor i den amerikanske by Miami.
Han har tidligere udtalt sig kritisk om Ruslands invasion af Ukraine.
1. marts opfordrede han på Twitter alle russiske diplomater til at gå af i protest mod invasionen.
- Da jeg arbejdede i udenrigsministeriet, var jeg stolt af mine kolleger. Nu er det simpelthen umuligt at støtte den blodig krig i Ukraine, skrev han.