Prognoser: Republikanerne sikrer sig smalt flertal i Huset

Otte dage efter valget i USA viser prognoser, at Republikanerne får flertal i Repræsentanternes Hus

Offentliggjort Sidst opdateret

Republikanerne opnår flertal i Repræsentanternes Hus

Republikanerne har ifølge prognoser sikret sig et smalt flertal i Repræsentanternes Hus med mindst 218 mandater.

Dette flertal giver partiet kontrol over begge kamre i Kongressen, når de samles i januar.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Republikanerne får flertal i Repræsentanternes Hus.

Det viser prognoser fra de amerikanske medier CNN og NBC News.

Dermed står partiet til at kontrollere begge kamre i Kongressen, når medlemmerne 3. januar samles for første gang efter valget.

Smalt flertal

Republikanerne har ifølge prognoserne sikret sig mindst 218 mandater i Repræsentanternes Hus, hvilket foreløbigt giver partiet et ganske smalt flertal.

Det kræver mindst 218 pladser at få flertal, da der skal vælges i alt 435 medlemmer af Huset.

NBC News' prognose har endnu ikke fundet en vinder i seks valgkredse. Det gælder kredse i Iowa, Maine, Ohio, Alaska, Oregon og Californien.

Donald Trump og Joe Biden mødtes onsdag i Det Hvide Hus. Republikanerne har ud over præsidentposten sikret sig flertallet i Repræsentanternes Hus og Senatet.

Udfaldet af valget i disse kredse afgør, hvor smalt Republikanernes flertal står til at blive.

Har vundet Senatet

Der foreligger dog endnu ikke et officielt resultat af valget til Repræsentanternes Hus.

I forvejen har Republikanerne fået flertal i Senatet, og med Donald Trumps sejr ved præsidentvalget 5. november står Republikanerne altså til at sidde tungt på magten i Washington D.C.

Inden valget havde Republikanerne også flertal i Repræsentanternes Hus, mens Demokraterne sammen med uafhængige kandidater havde flertal i Senatet.

Powered by Labrador CMS