Prins Andrew afviser retssag
Advokater for prins Andrew: Virginia Giuffre frafaldt i forlig sine rettigheder til at anlægge sag
Et vigtigt retsmøde i New York, hvor advokater for Storbritanniens prins Andrew vil begære en sag mod deres klient afvist, er blevet indledt tirsdag.
Retsmødet finder sted dagen efter, at domstolen i New York offentliggjorde et tidligere retligt forlig, som muligvis kan hjælpe den sagsøgte britiske prins.
Advokaterne for prins Andrew sagde ved retsmødets begyndelsen, at dommeren bør afvise sagen. De sagde, at sagsøgeren Virginia Giuffre tidligere havde frafaldet rettighederne til at anlægge sag.
Hensigt at frikende
Advokaten Andrew Brettler siger, at Virginia Giuffre havde frafaldet sine rettigheder til at sagsøge både Epstein og andre i forbindelse med påståede overgreb og forbrydelser, som Epstein skulle have stået bag.
- Det var Virginia Giuffres hensigt at frikende en bred kategori af enkeltpersoner - heriblandt kongelige, heriblandt forretningsmænd, siger Brettler og henviser til forliget mellem Giuffre og Epstein.
Forliget blev indgået mellem Giuffre og Epstein, da denne var tiltalt for at have betalt hende og andre mindreårige for seksuelle ydelser.
Vil fjerne grundlaget
Forliget viser blandt andet, at Giuffre skulle have 500.000 dollar svarende til omkring 3,3 millioner danske kroner. Det fremgår også, at forliget indebar, at der ikke kunne rejses sag mod "nogen anden person eller enhed" i forbindelse med de anklager, som Giuffre fremsatte.
Den amerikanske distriktsdommer Lewis Kaplan, skal afgøre, hvorvidt det retlige forlig er en forhindring for Giuffre i at rejse et civilt søgsmål mod prins Andrew, som hun beskylder for overgreb mod hende i 2001, da hun var 17 år.
Prins Andrew har afvist anklagerne og forsøger at få fjernet grundlaget for en retssag.
Overgrebene skal være sket i Epsteins hus i New York og på hans private ø i Caribien. Prins Andrew var på det tidspunkt i den amerikanske rigmands omgangskreds.
Nåede aldrig for retten
Dommeren i sagen afviste fredag i sidste uge prins Andrews advokaters forsøg på at stoppe sagen med henvisning til, at Giuffre nu bor i Australien, og at sagen derfor ikke hører hjemme ved en domstol i New York.
Epstein blev i 2019 anholdt og varetægtsfængslet i den omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige.
Men han nåede aldrig at komme for retten. Han blev fundet død i sin fængselscelle i august 2019. Ifølge retsmedicinere havde han begået selvmord.
Onsdag i sidste uge blev Epsteins tidligere kæreste og samarbejdspartner Ghislaine Maxwell kendt skyldig i seks ud af syv anklagepunkter om, at hun hjalp ham med at skaffe unge piger.
Det var i øvrigt Maxwell, som i 1990'erne præsenterede prins Andrew og Epstein for hinanden.