Præsident indkalder til hastemøde efter eksplosioner
I Moldova er de ekstra opmærksomme på stigende spændinger i udbryderregion efter Ruslands invasion af Ukraine
Moldovas præsident, Maia Sandu, har hasteindkaldt til et møde i landets sikkerhedsråd.
Årsagen er, at der tirsdag har været to eksplosioner i den russisk-støttede udbryderregion Transdnestr.
Moldovas myndigheder er ekstra opmærksomme på stigende spændinger i udbryderregionen efter Ruslands invasion af Ukraine.
Transdnestr grænser op til den sydvestlige del af Ukraine. Rusland har haft styrker i regionen permanent siden Sovjetunionens fald.
Kan blive brugt som udgangspunkt
Ukraine frygter, at regionen kan blive brugt som udgangspunkt til nye angreb mod landet.
Indenrigsministeriet i Transdnestr oplyste tirsdag morgen, at to eksplosioner havde fundet sted. To radioantenner, som bruges til at sende russisk radio, blev ødelagt. Ingen personer kom til skade ifølge ministeriet.
Ruslands præsidentkontor udtaler, at nyhederne fra regionen giver grund til "alvorlig russisk bekymring".
En russisk general sagde i sidste uge, at Ruslands mål med invasionen er at komme i kontrol med det østlige og sydlige Ukraine.
Bare et første skridt
Derudover sagde han, at kontrol over disse områder vil sikre bedre adgang til Transdnestr. Det fik Moldova til at indkalde den russiske ambassadør i landet til samtale.
Og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde, at udtalelsen viser, at Ukraine bare er et første skridt fra Rusland.