Præsident: -Her invaderer Rusland

Zelenskij har erklæret onsdag for "sammenholdets dag" i Ukraine. Den dag kan invasionen begynde, siger han

Volodimir Zelenskij, Ukraines præsident, mener, at russerne snart invaderer landet
Volodimir Zelenskij, Ukraines præsident, mener, at russerne snart invaderer landet
Offentliggjort Sidst opdateret

Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, siger, at han har hørt, at onsdag kan blive den dag, Rusland invaderer landet.

- De siger, at 16. februar kan blive den dag, hvor invasionen finder sted. Vi vil gøre det til en sammenholdets dag, siger Zelenskij mandag aften i en tale til nationen.

- De forsøger at skræmme os ved at nævne en dato for begyndelsen på militær aktion.

Præsidenten siger ikke, hvem der har peget på netop denne dato.

Men amerikanske medier har skrevet, at USA's regering mener, at de russiske styrker kan være klar denne dato, hvis Ruslands præsident, Vladimir Putin, giver ordre til invasion.

Amerikanske efterretninger peger på, at der nu er omkring 130.000 russiske soldater omkring Ukraine.

Afviser angrebsplaner

Rusland har afvist, at det skulle have planer om at angribe Ukraine.

Tidligere mandag antydede den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, at Rusland er klar til at fortsætte forhandlinger med vestlige lande om den spændte situation.

Tirsdag ankommer den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, på besøg hos Putin i Moskva. Scholz mødtes med Zelenskij i den ukrainske hovedstad, Kijev, mandag.

Spekulerer i angreb

Amerikanske medier har - med baggrund i efterretningsrapporter - spekuleret i, at Rusland kan indlede et angreb, efter at Scholz' besøg hos Putin er overstået, skriver nyhedsbureauerne dpa og AFP.

Zelenskij har hidtil forsøgt at nedtone, at et russisk angreb kan være nært forestående.

I sin tale til nationen mandag aften siger han, at han har underskrevet et dekret om, at onsdag er "sammenholdets dag" i Ukraine.

Det indebærer blandt andet, at folk skal hænge det ukrainske flag op og bære landets blå og gule farver.

KORT OM KONFLIKTEN

Konflikten i Ukraine foregår på forskellige niveauer: mellem grupperinger internt i Ukraine; mellem ukrainske myndigheder og Rusland; og mellem NATO og Rusland. Det er en konflikt om landområder, magt og sikkerhed, hvor spørgsmål knyttet til historie, identitet og folkeret er vigtige.

Kilde: Globalis.dk
Powered by Labrador CMS