Politiker spiste hashkager ved en fejl
Røg med akuthelikopteren til hospitalet
En politiker fra det norske Sameting, Per Mathis Oskal, er havnet på hospitalet to gange med en uges mellemrum efter at have spist hashkager - ved en fejl.
Det skriver vg.no.
Det var i oktober, at Oskal to gange kom i kontakt med de euforiserende lækkerbiskener.
Han havde en stand på et lokalt marked, da det gik galt.
Troede det var konens
Han blev lækkersulten og spiste en muffin, som han troede, hans kone have købt.
- Så blev jeg meget dårlig og blev sendt med ambulance til hospitalet, siger Oskal.
Lægerne sendte ham hjem uden at finde årsagen til, at han blev dårlig.
Ugen efter deltog han i et nyt marked, og kagerne var stadig i hans bod.
Med helikopter
Efter at have spist endnu en af de indbydende kager, blev han igen syg, og denne gang røg han med helikopter på hospitalet.
- De undersøgte mig i hoved og r.., og samtidig fik jeg besked om, at min søn var blevet syg efter at have spist den sidste af kagerne, siger Oskal.
Mistanken faldt på kagerne, og det blev meldt til politiet, men de lokale betjente henlagde sagen i mangel på beviser, da familien Oskal havde spist alle kagerne.