Politiker går af efter porno-ups

Kvindelige kolleger havde set konservativ politiker kigge på porno på sin telefon i det britiske Underhus

Offentliggjort Sidst opdateret

Den konservative britiske politiker Neil Parish trækker sig fra sin plads i Underhuset. 

Det meddeler han lørdag til tv-stationen BBC.

Neil Parish indrømmede tidligere på ugen, at han har set porno to gange på sin telefon, mens han var på arbejde i Storbritanniens parlament.

Han har forklaret, at det var en fejl, da han første gang kom til at klikke ind på en side med porno. 

Den konservative britiske politiker Neil Parish trækker sig fra sin plads i Underhuset, efter at det er kommet frem, at han to gange har set porno på sin telefon, mens han var på arbejde i parlamentet. (Arkivfoto)
Den konservative britiske politiker Neil Parish trækker sig fra sin plads i Underhuset, efter at det er kommet frem, at han to gange har set porno på sin telefon, mens han var på arbejde i parlamentet. (Arkivfoto)

Men anden gang var det bevidst, siger han.

- Det er selvfølgelig pinligt, siger Parish til BBC.

- Og det er pinligt for min kone og min familie, så det er min primære bekymring lige nu.

Opdaget af kolleger

To kvindelige kolleger har fortalt, at de har set ham kigge på pornografiske billeder, mens han sad nær dem i Underhuset.

Der er indledt en undersøgelse af sagen. Parish har sagt, at han vil samarbejde med undersøgelseskommissionen.

Lidt pinligt

- Hele episoden er ret dum - og lidt pinlig, siger hans hustru gennem 40 år, Sue Parish.

Hun kalder sin mand for 'en normal og kærlig person'.

Fru Parish kan dog godt forstå, hendes medsøstre råbte vagt i gevær.

Også premierminister Johnson har reageret på episoden.

- Det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Man skal ikke se porno på sit job - uanset, hvad man laver, siger han.

Suspenderet fredag

Den 65-årige politiker har hidtil været formand for Underhusets miljøudvalg.

Som Newsbreak.dk skrev fredag, blev han suspenderet fra det konservative regeringsparti, mens sagen undersøges.

Det er ventet, at Parish bekræfter sin afgang fra parlamentet senere lørdag, skriver BBC.

Sagen skal ses i lyset af, at der i denne uge er kommet anklager frem om, at parlamentet i London er præget af en sexistisk kultur.

Powered by Labrador CMS