Politiet spærrer Trump Tower af
Forud for ekspræsident Donald Trumps ventede overgivelse forbereder New York-politiet sig på demonstrationer
Politiet i New York City har sat metalbarrierer op omkring Trump Tower forud for den tidligere præsidents ventede overgivelse til anklagere på tirsdag.
Det sker som forberedelse til mulige demonstrationer, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Flere veje nær retten på Manhattan, hvor overgivelsen forventes at finde sted, er også blevet afspærret.
I retten tirsdag
Donald Trump skal tirsdag møde i retten, hvor han er tiltalt i forbindelse med en betaling på 130.000 dollar - knap 900.000 kroner - til pornoskuespilleren Stormy Daniels i 2016.
En af den tidligere præsidents største støtter, medlem af Repræsentanternes Hus Marjorie Taylor Greene, har sagt, at hun vil tage til New York for tirsdag at demonstrere.
Flere af retslokalerne i retten på Manhattan er blevet lukket forud for den tidligere præsidents fremmøde, oplyser en repræsentant for retten til Reuters.
Han er den første
Trump er den første tidligere amerikanske præsident nogensinde, der er blevet tiltalt i en straffesag.
Hverken Trump selv eller offentligheden kender endnu de præcise anklager. Men uanset hvad de lyder på, vil han erklære sig ikke skyldig, har hans advokat på forhånd oplyst.
Ekspræsidenten vil flyve fra sit hjem i Florida til New York mandag, oplyste en person med kendskab til planerne tidligere sidste uge.
Sover i Trump Tower
I New York vil han tilbringe natten i sin ejendom Trump Tower, inden han skal møde op i retten på Manhattan tirsdag klokken 14.15 lokal tid - klokken 20.15 dansk tid.
Flere medier, heriblandt CNN, har skrevet, at Trump risikerer flere end 30 anklager om forretningssvindel.
Det er ventet, at Trump i forbindelse med tirsdagens retsmøde i New York vil få taget fingeraftryk og blive fotograferet som andre tiltalte.
Tager hjem til Florida
Forventningen er, at han efter retsmødet kan tage hjem til Florida, hvor han ventes at holde en tale tirsdag klokken 20.15 lokal tid.
Det er klokken 02.15 natten til onsdag dansk tid.