Politiet advarer: Heste løbsk på vej

En flok heste med dertilhørende føl er på fri fod ved Langå i Østjylland. Politiet efterlyser deres ejer

Offentliggjort Sidst opdateret

Trafikanter i den østjyske by Langå skal fra onsdag morgen være opmærksomme, da en større flok heste er blevet spottet på vejbanen.

Det oplyser vagthavende chef ved Østjyllands Politi Hans Henrik Bagger, som opfordrer hestenes ejer til at kontakte ordensmagten.

Østjyllands Politi fik en anmeldelse om de omtrent 12 heste klokken 04.23 onsdag morgen.

- Har mistet dem igen

Derefter rykkede politiet ud til vejen, men som Hans Henrik Bagger udtrykker det, så er hestene ikke særligt samarbejdsvillige.

- Vi har mistet færten af dem, siger han.

En person havde opdaget hestene, der beskrives som lysebrune akkompagneret af to hvide føl, på Ulstrupvej i Langå.

Ring 114

- De løb rundt ude på vejen, og lige nu kører en patrulje rundt og leder efter dem, siger Hans Henrik Bagger.

Man kan kontakte politiet på 114, hvis man savner de løsslupne heste.

Er der akut fare i forbindelse med hestenes færden, opfordres man i stedet til at ringe 112.

ØSTJYLLANDS POLITI

Østjyllands Politi dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Odder og Samsø kommuner.

Østjyllands Politi har fire geogragiske enheder:

  • Hovedpolitistationen i Aarhus
  • Politistationen i Aarhus Vest
  • Politistationen i Randers
  • Politistationen i Grenaa.

Herudover er der seks lokalpolitistationer i Ebeltoft, Rønde, Allingåbro, Hammel, Hadsten og Odder samt en lokalbetjent på Samsø.

Retskredse og arresthuse

Østjyllands Politi er dækket af to retskredse i Aarhus og Randers, hvor der også er arresthuse.

Kilde: Østjyllands Politi

- Vi har underrettet Vejdirektoratet, så folk skal være opmærksomme derude, siger Hans Henrik Bagger.

Powered by Labrador CMS