Politi: Kvinde dræber dobbeltgænger
Et ungt par i Tyskland er sigtet for at dræbe kvindelig dobbeltgænger, som de havde fundet på sociale medier
I Tyskland mistænkes en ung kvinde og hendes partner for at have dræbt en dobbeltgænger i et forsøg på at forfalske kvindens død og herefter gå under jorden.
Det skriver tyske medier.
Den opsigtsvækkende sag har fået stor opmærksomhed, siden den begyndte at rulle i sensommeren sidste år.
I sagen er en 23-årig kvinde med irakisk baggrund og en 23-årig mand med kosovosk baggrund sigtet for at have dræbt en jævnaldrende kvinde.
Fundet dræbt i bil
Den dræbte kvinde blev fundet i den irakiske kvindes bil.
Offeret havde usædvanligt meget makeup på og lignede så meget bilens ejer, at tysk politi i første omgang troede, at det var hende, der var blevet dræbt.
I takt med at efterforskningen er skredet frem, arbejder politiet nu ud fra en teori om, at det sigtede par brugte sociale medier til at finde en kvinde, der lignede den irakiske kvinde så meget som muligt.
Gemte samtaler viser, at de to 23-årige forsøgte at lokke flere kvinder til at mødes med dem, men det var først, da de fandt den jævnaldrende kvinde fra byen Eppingen i Baden-Württemberg, at det lykkedes, skriver tyske medier.
Dræbt med knivstik
Den 16. august sidste år mødtes parret med kvinden under påskud af et makeup-tilbud.
Herefter kørte de til et skovområde mellem Heilbronn og Ingolstadt i det sydlige Tyskland, hvor den unge kvinde fra Eppingen blev dræbt med adskillige knivstik.
- Efterforskerne mener, at det var familieproblemer, der fik den sigtede kvinde til at ville forfalske sin egen død og gå under jorden, skriver tysk politi i en erklæring.
Par ville flygte
Politiet antyder i samme ombæring, at der ligger et æresrelateret problem bag.
Tysk politi mener, at det herefter var de to unge menneskers plan at flygte. Men i stedet blev de anholdt.
Et halvt år efter anholdelsen af de to, er der fortsat mange ubesvarede spørgsmål i sagen, der bliver omtalt som dobbeltgænger-drabet. Det skyldes blandt andet, at de to sigtede fortsat ikke vil udtale sig, oplyser politiet.