Politi jager mulig seriemorder
Ofre gik alene om aftenen eller tidligt om morgenen, da de blev dræbt af skud i Stockton af mulig seriemorder
Fem tilsyneladende uprovokerede drab på mænd i Californien de seneste måneder har muligvis én og samme gerningsperson.
Det oplyser politiet i byen Stockton ifølge ABC News.
Politiet baserer sin hypotese på "efterforskningen og indberetninger".
Mændene - som var i alderen 21 til 54 år - er blevet skudt og dræbt i mørket, mens de gik alene sent om aftenen eller tidligt om morgenen. Politiet ved ikke, hvorfor personerne blev dræbt.
Ingen vold
Ingen af mændene blev udsat for røverier eller vold, inden de mistede livet, og alle drabene fandt sted i det samme område på få kvadratkilometer.
Drabene er sket i Stockton.
Byen har 320.000 indbyggere og ligger syd for Sacramento og nordøst for San Jose i USA's mest folkerige delstat.
I alt er der nu udlovet dusører på 85.000 dollar - svarende til cirka 640.000 kroner - for informationer, der kan føre til en anholdelse i forbindelse med drabene. Det skriver nyhedsbureauet AP.