Paven vil vise sig offentligt søndag fra sit hospitalsvindue
Pave Frans har været indlagt siden midten af februar. Søndag vil han vise sig offentligt for første gang

Pave Frans planlægger søndag at vise sig offentligt for første gang i fem uger.
Paven vil give en velsignelse fra vinduet i sin stue på Gemelli-hospitalet i Rom, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den 88-årige pave har været indlagt siden 14. februar.
Dobbeltsidet lungebetændelse
Han blev oprindeligt indlagt med bronkitis, men det udviklede sig siden til dobbeltsidet lungebetændelse.
I sidste uge offentliggjorde Vatikanet for første gang et billede af paven efter hans indlæggelse.
De seneste uger har paven været i bedring, men han er fortsat indlagt for at modtage behandling.
Hverken Vatikanet eller pavens læger har oplyst, hvor længe han ventes at være indlagt.
Længste hospitalsophold
Pavens nuværende hospitalsophold er det længste, som han har haft i sin tid som katolikkernes overhoved.
Han har gennem de seneste to år haft flere helbredsproblemer.
Som ung fik han fjernet en del af den ene lunge, og i de senere år har han været indlagt flere gange med sygdomme i åndedrætsorganerne. Han har især døjet med influenza.
Pave Frans blev overhoved for verdens 1,4 milliarder katolikker i 2013, efter at den forrige pave Benedikt trådte tilbage.