Pave Frans er udskrevet fra hospital i Rom
Pave Frans har søndag forladt Gemelli-hospitalet i Rom og er på vej tilbage til Vatikanstaten
Efter at have været indlagt siden 14. februar har pave Frans søndag forladt Gemelli-hospitalet i Rom.
Paven er på vej tilbage til Vatikanstaten, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den 88-årige pave har søndag vist sig offentligt for første gang i fem uger.
Vinkede fra balkon
Han har vinket fra en balkon på hospitalet, inden han blev udskrevet.
Paven var først indlagt med bronkitis, men det udviklede sig til dobbeltsidet lungebetændelse.
Vatikanet oplyste lørdag, at paven søndag ikke vil afholde en bøn, men i stedet vise sig i vinduet til en hilsen og en velsignelse.

Nu venter to måneders hvile
Han har brug for to måneders hvile for at komme sig.
Han skal undgå møder med større grupper og møder, der kræver en "særlig indsats", fortalte læger, der har stået for behandlingen.
Paven afholder almindeligvis en ugentlig bøn på Peterspladsen i Vatikanet, men det har han ikke gjort siden 9. februar.