På fredag sker det

Hvor meget har Donald Trump betalt i skat, da han var præsident? På fredag får hele verden svaret på det

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag vil det blive offentliggjort, hvor meget Donald Trump har betalt i skat, da han var præsident for USA.

Det oplyser det udvalg i Repræsentanternes Hus, som arbejder med at undersøge Trumps skatteforhold.

Helt konkret er det den tidligere præsidents selvangivelser fra årene 2015 til og med 2020, som vil blive offentliggjort.

En selvangivelse er en angivelse af, hvor meget man har tjent i det foregående år, og hvor meget man skal betale i skat.

Brød reglerne

Udvalget i Repræsentanternes Hus, som er kontrolleret af medlemmer af Det Demokratiske Parti, udgav i sidste uge en rapport, hvori det hævdede at skattemyndigheden IRS brød med dets egne regler ved ikke at revidere Trumps selvangivelser i de fire år, hvor han var præsident.

Det var han fra 2017 til 2021.

En talsperson for Donald Trump har afvist at kommentere udmeldingen fra udvalget i Repræsentanternes Hus.

Nødvendigt

Udvalget hævder, at det er nødvendigt at gøre Trumps selvangivelser offentlige.

Det skal sikre, at offentligheden har mulighed for at se kritikken af IRS i kontekst.

Trump blev den første præsidentkandidat i flere årtier til ikke at offentliggøre sine skatteforhold under sin valgkamp. Han gjorde det, hverken da han stillede op i 2016, eller da han genopstillede i 2020.

Donald Trumps selvangivelser fra 2015 til og med 2020 vil blive offentliggjort fredag. (Arkivfoto).
Donald Trumps selvangivelser fra 2015 til og med 2020 vil blive offentliggjort fredag. (Arkivfoto).

Frist 1. januar

Udvalget i Repræsentanternes Hus havde ikke længe til at træffe en beslutning om Trumps selvangivelser.

1. januar indtræder det nye Repræsentanternes Hus, som blev valgt ved midtvejsvalget i november.

Når det sker, vil Det Republikanske Parti have flertal i kammeret. Med flertallet vil det være usandsynligt, at Repræsentanternes Hus vil gå i dybden med Trumps skatteforhold.

Blå bog om Donald Trump

* Fulde navn: Donald John Trump.

* Født: 14. juni 1946.

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Forældre: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november 2016, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

– 2020: Han tabte kampen om at blive genvalgt som USA’s præsident til demokraten Joe Biden

* I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilde: Kilder: Business Insider og Biography.com
Powered by Labrador CMS