På flugt fra Putin
Russisk tv-journalist risikerer op til ti års fængsel
Den russiske tv-journalist Marina Ovsjannikova, der blev kendt for sin protest mod Ukraine-krigen på direkte tv, er flygtet fra Rusland.
Det oplyser hendes advokat til Reuters.
Ovsjannikova er nu "under en europæisk stats beskyttelse", siger advokaten, Dmitrij Sakhvatov.
Han afviser at oplyse, hvor hun opholder sig.
- Det kan blive et problem for hende, siger han.
Tidligere på måneden meddelte Ovsjannikovas eksmand, at hun var stukket af fra den husarrest, hun var i.
Sigtet for falsk information
Ovsjannikova er sigtet for at sprede falsk information om Ruslands væbnede styrker. Det skal være sket ved en demonstration i juli.
Hun risikerer op til ti års fængsel, hvis hun kendes skyldig.
Ovsjannikova har i forvejen fået to bøder for at have protesteret mod krigen i Ukraine.
Den protest, der fik billeder af hende til at gå verden rundt, på den statsstøttede Kanal 1. Under udsendelsen dukkede hun pludselig op i baggrunden.
- Nej til krig. Stop krigen. Tro ikke på propagandaen. De lyver for jer, stod der på et skilt, som hun holdt op for kameraet, bag nyhedsoplæseren.
Bøde på 30.000 rubler
For protesten blev Ovsjannikova idømt en bødestraf for at "organisere en uautoriseret offentlig begivenhed". Bøden lød på 30.000 rubler svarende til omkring 3600 kroner.
Siden blev hun ansat af den tyske avis Die Welt. Her arbejder hun som freelancekorrespondent med Ukraine og Rusland som stofområde.
Rusland indførte en ny lov den 4. marts, der forbyder kritik af de væbnede styrker. Det skete, otte dage efter at russiske styrker havde invaderet Ukraine.