Overrasket over coronakaos i Italien
Danske feriegæster oplevede, hvor lidt der bliver tjekket op og holdt styr på corona-restriktioner i støvlelandet
Alt for mange mennesker i butikkerne, ingen afspritning og intet tjek ved grænsen.
Det er, hvad ægteparret Majbrith Pedersen og Torben Brodersen oplevede på deres ferie i Italien, som de netop er kommet hjem fra.
- Vi skrev hjem til familien i Danmark, at der simpelthen ikke findes corona i Italien, siger Torben Brodersen til Newsberak.dk om sin noget ironiske sms.
For tæt og for mange
Parret var taget til feriebyen Bibione, hvor de er kommet - med undtagelse af sidste år - de seneste 12 somre.
Med sig havde de deres datter, svigersøn og barnebarn på ét år.
Men de var ikke alene i Bibione. Tværtimod.
- Der var så tæt af mennesker, at det var helt vildt. Folk holdt ingen afstand ved poolen eller køen i butikkerne.
- Her var der skilte med et maksimum antal besøgende, og der var tit langt flere inde, og ingen tjekkede op på det, siger Torben Brodersen.
Undrer sig
Efter oplevelserne på ferien sidder han og hustruen Majbrith og undrer sig over manglende restriktioner og tjek fra myndighedernes side.
- Det er utroligt, hvor dårlige folk er til at overholde restriktionerne, der trods alt er, men også hvor få mennesker fra myndighederne, der tjekker op på kravene, siger Torben Brodersen.
Egen anbefaling
Parret rettede sig efter Udenrigsministeriets anbefalinger og tog afsted, da ministeriets vejledninger for Italien tillod det.
Landet havde fået en grøn farve - og har det stadig i skrivende stund.
Men stod det til Torben Brodersen, så skulle vejledningerne opdateres i Italien.
- Den skulle nok opgraderes til en lidt mere alvorlig farve efter de oplevelser, vi har haft, siger han.