Myndighed: Pas på håndspritten her

Danskerne skal bruge rigeligt med håndsprit, men helst ikke i nærheden af åben ild, lyder opfordringen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark er så småt begyndt at bevæge sig ind i de kolde efterårsmåneder, der for mange også betyder flere stearinlys på bordene derhjemme, så man kan tænde op for hyggen.

Mange befinder sig dog også i en situation, hvor håndspritten har fundet vej til hjemmet, og kombinationen af de to kan medføre farlige situationer.

Miljøstyrelsen opfordrer derfor til ikke at bruge sprays med håndsprit i nærheden af stearinlysene.

Det skriver de på deres hjemmeside.

I juli gik det galt for en 19-årig kvinde, da hendes kæreste åbnede en lille flaske håndsprit på et værtshus i Kolding, der blev antændt af et stearinlys på bordet.

Kvinden endte med forbrændinger i store dele af ansigtet og på armen.

Dengang opfordrede kvindens mor også til, at åben ild og håndsprit holdes adskilt.

Brug det ofte

Miljøstyrelsen opfordrer desuden danskerne til at bruge rigeligt med håndsprit, fordi “magien” forsvinder, lige så snart at man har rørt ved noget.

Håndspritten skal på igen og igen og igen, lyder det.

– Det er kun indtil, at man har sat tasken på køkkenbordet eller rørt ved dørhåndtaget, så skal man bruge desinfektionen igen. Det virker med andre ord ikke forebyggende,” siger Charlotta Wallensten, kontorchef i biocider i Miljøstyrelsen.

Drik det ikke

Det er ikke kun, når der er åben ild i nærheden, at man skal passe på med håndspritten.

Newsbreak.dk fortalte tilbage i juli, at Giftlinjen i 2020 havde modtaget usædvanligt mange henvendelser fra folk, der havde drukket håndsprit.

Håndsprit smager for de fleste formentlig så elendigt, at man ikke når at få meget af det indenbords, før man spytter det ud igen, men derfor tilrådes det alligevel ikke, at man drikker det, ligemeget hvad.

Du kan i galleriet til denne artikel få gode råd til, hvordan du bruger håndsprit korrekt.

Powered by Labrador CMS