Overlevede 122 timer under ruiner

I alt 67 mennesker er blevet gravet fri de seneste 24 timer i Tyrkiet, siger regeringen i Ankara

Offentliggjort Sidst opdateret

Redningsmandskab i Tyrkiet har trukket to kvinder ud i live fra en sammenstyrtet bygning. 

De havde ligget begravet under murbrokker i 122 timer efter det voldsomme jordskælv mandag. 

Det oplyser de tyrkiske myndigheder lørdag.

En af de reddede kvinder, den 70-årige Menekse Tabak, var svøbt ind i et tæppe, da redningsfolk bar hende væk til en ventende ambulance i provinsen Kahramanmaraş, rapporterer det statslige nyhedsbureau Anadolu.

67 gravet fri

Den anden overlevende var ifølge Anadolu den 55-årige Masallah Cicek, som blev gravet fri fra ruinerne af en bygning i Diyarbakir, som er den største by i det sydøstlige Tyrkiet.

I alt 67 mennesker er blevet gravet fri de seneste 24 timer, sagde Tyrkiets vicepræsident, Fuat Oktay, til journalister natten til lørdag. 

Han siger, at omkring 31.000 redningsfolk er sat ind i den berørte region.

Omkring 80.000 mennesker er under behandling på hospitaler i Tyrkiet, mens godt en million er hjemløse og bragt til midlertidige lejre og nødhjælpscentre.

24.000 dræbte

Dødstallet efter det voldsomme jordskælv, der natten til mandag ramte Tyrkiet og Syrien, har lørdag passeret 24.000.

JORDSKÆLV I TYRKIET

Jordskælvet i det sydlige Tyrkiet har kostet over 24.000 mennesker livet. 

Naturkatastrofen indtraf i nærheden af byerne Gaziantep og Osmaniye. Gaziantep ligger omkring 240 kilometer fra Tyrkiets grænse til Syrien.

Jordskælvet er et af de mest kraftfulde, som har ramt regionen i mindst et århundrede. Det ramte et område af Tyrkiet, hvor der bor millioner af flygtninge fra Syrien og andre krigsramte områder.

Tyrkiet er en af verdens mest aktive jordskælvszoner.

Hvis man ønsker at hjælpe ofrene, kan man blandt andet gøre det ved at donere penge via Røde Kors.

Kilde: Ritzau

Mangel på fødevarer under de hårde forhold midt på vinteren har sat både den tyrkiske og den syriske regering under massivt pres.

En fortvivlet mand ved en sammenstyrtet bygning i Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet. Redningsmandskab i Tyrkiet har trukket to kvinder ud i live fra en sammenstyrtet bygning, efter at de havde ligget begravet under murbrokker i 122 timer efter det voldsomme jordskælv mandag.
En fortvivlet mand ved en sammenstyrtet bygning i Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet. Redningsmandskab i Tyrkiet har trukket to kvinder ud i live fra en sammenstyrtet bygning, efter at de havde ligget begravet under murbrokker i 122 timer efter det voldsomme jordskælv mandag.
Powered by Labrador CMS