Overfaldet i hjemmet

Gerningsmand er anholdt efter et indbrud i Nancy Pelosis hjem

Offentliggjort Sidst opdateret

Paul Pelosi, der er gift med formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, er blevet udsat for et voldeligt overfald under et indbrud i parrets hjem i Californien.

Det skete tidligt fredag morgen lokal tid, oplyser den demokratiske toppolitikers kontor.

Nancy Pelosi var ikke selv hjemme, da indbruddet og overfaldet fandt sted.

Den 82-årige Paul Pelosi er bragt til behandling på et hospital.

Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, med sin mand, Paul Pelosi. (Arkivfoto)
Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, med sin mand, Paul Pelosi. (Arkivfoto)

- Han får fremragende lægebehandling og ventes at komme sig helt, meddeler Nancy Pelosis kontor.

Den formodede gerningsmand er anholdt, og politiet er ved at undersøge motivet bag angrebet, lyder det i en meddelelse.

Nancy Pelosi er som formand for Repræsentanternes Hus nummer tre i det politiske hierarki i USA.

I visse kredse på den amerikanske højrefløj er hun et af de mest fremtrædende hadeobjekter.

Paul Pelosi ejer et investerings- og ejendomsselskab, der ligger i San Francisco.

Powered by Labrador CMS